Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 06/03/2026 - 10:02

Britisk politi anholder fire mistænkte i sag om spionage for Iran

Fire anholdelser knytter sig til mistænkt overvågning af det jødiske samfund i den britiske hovedstad.

Af: /ritzau/

Britisk politi har anholdt fire mænd, der er mistænkt for at have spioneret for Iran.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad, London, i en pressemeddelelse fredag.

Anholdelserne har forbindelse til formodet overvågning af lokationer og personer i det jødiske samfund i London-området, hedder det.

Ifølge efterforskere er en af de anholdte iransk statsborger. De tre andre har både britisk og iransk statsborgerskab.

- Dagens anholdelser er del af en længerevarende efterforskning og del af vores løbende arbejde med at afværge fjendtlig aktivitet, hvor vi har mistanke om det, siger Helen Flanagan, som er leder af antiterrorenheden hos politiet i London.

- Vi forstår, at offentligheden kan være bekymret - i særdeleshed det jødiske samfund - og jeg vil som altid opfordre til at udvise årvågenhed, siger Flanagan i en pressemeddelelse.

Anholdelserne er sket i Barnet i det nordlige London og Watford umiddelbart nordvest for London.

Både britiske parlamentsmedlemmer og efterretningstjenester har advaret om iranske trusler i flere år.

Anholdelserne sker, mens der er stor international uro omkring Iran, der i weekenden blev angrebet af USA og Israel, og siden har slået igen mod en række mål i Mellemøsten.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek