Havana, 04/09/2026 - 00:24
Cuba indfører flere markedsreformer under pres fra USA
Ifølge minister vil nye regler være med til at udstikke en ny kurs for Cuba, der er udfordret fra flere sider.
Af: /ritzau/
Cuba har torsdag offentliggjort nye bestemmelser, der skal tiltrække udenlandske investeringer, handel og turisme til den caribiske ø.
Det sker, mens landet fortsætter med at indføre markedsøkonomiske reformer under pres fra USA og en alvorlig økonomisk krise.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Cubas nationale register har offentliggjort 34 sider med nye regler og lovændringer, som skal gøre landets arbejdskraft og ejendomme mere tilgængelige for udenlandske og nationale investorer.
Cubas befolkning er ramt af de stadig hårdere amerikanske sanktioner, vedvarende strømafbrydelser og en regering, der indtil for nylig har modsat sig markedsreformer.
Oscar Pérez-Oliva Fraga, som er minister for udenrigshandel, anerkender, at landet er i en udfordrende tid, og at det er vanskeligt at tiltrække udenlandske investeringer.
Ifølge ham vil de nye regler dog være med til at udstikke en ny kurs.
Regeringen "øger fleksibiliteten, forenkler processerne, forkorter tidshorisonterne og reducerer bureaukratiet", siger han.
Frem for alt imødekommer den "efterspørgslen fra investorer om at gøre deres forretningsaktiviteter i Cuba lettere og gøre deres virksomheder mere effektive", siger han.
RITZAU




