Jakarta, 28/04/2026 - 06:12
14 dræbt i togulykke i Indonesien: Redningsindsats fortsætter
Flere personer er stadig i live efter togulykke i Jakarta, men de sidder fastklemt i togvogne, lyder det.
Af: /ritzau/
Antallet af personer, der har mistet livet i en togulykke i den indonesiske hovedstad, Jakarta, er steget til 14.
Det oplyser det statslige jernbaneselskab Kereta Api Indonesia (PT KAI) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
84 personer er desuden blevet såret, og redningsarbejdere forsøger fortsat at redde overlevende, der er blevet fanget på ulykkesstedet, ud, lyder det.
Hændelsen skete sent mandag i Bekasi, der ligger lige uden for Jakarta. Her stødte et pendlertog og et langdistancetog sammen.
Bobby Rasyidi, som er direktør i PT Kai, fortæller, at antallet af dræbte aktuelt ligger på 14, mens redningsindsatsen fortsætter.
Mohammad Syafii, som står i spidsen for Indonesiens rednings- og eftersøgningstjeneste, har tirsdag lokal tid på et pressemøde sagt, at det er en vanskelig proces at redde de overlevende ud fra de ødelagte togvogne.
- Vi var nødt til at få hjælp af personale, som har særlig erfaring med at udføre forsigtige frigørelser, lød det.
- Der er nogle ofre, som stadig er i live, og vi håber på at kunne få dem fri, men de er stadig fastklemt i togene.
/ritzau/




