Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Liverpool, 06/08/2022 - 08:21

Dansk manager henter landsholdstvillinger til Everton

Sara og Karen Holmgaard har skrevet under på en kontrakt med engelske Everton, men en af søstrene lejes ud.

Dylan Martinez/Reuters

Af: /ritzau/

Tvillingerne Sara og Karen Holmgaard fortsætter med følges ad i fodboldkarrieren. Og så alligevel ikke.

Efter at have tilbragt første del af karrieren i Vejle Boldklub, Fortuna Hjørring og Turbine Potsdam sammen har de begge skrevet under på en kontrakt med Everton. Det meddeler den engelske klub på sin hjemmeside.

Dog er det kun midtbanespilleren Karen Holmgaard, der i første omgang skal spille for holdet, mens forsvareren Sara Holmgaard udlejes til Fortuna Hjørring.

I Liverpool-klubben er der i forvejen to danske spilere og en dansk manager.

Det er således Everton-manager Brian Sørensen, der har hentet de to enæggede tvillinger til klubben, hvor landsholdskollegaen Rikke Sevecke og Nicoline Sørensen allerede er på kontrakt.

Både Holmgaard-tvillingerne og Sevecke var en del af den danske EM-trup tidligere på sommeren.

- De (Sara og Karen Holmgaard, red.) har været på min transferliste fra første dag, siger Brian Sørensen til Evertons hjemmeside.

- Efter at have arbejdet med dem i Fortuna Hjørring ved jeg, at det er to af de mest lovende talenter fra Danmark.

- Jeg er vild med deres tilgang. Det er to konkurrencemennesker og nogle gode handler for os.

- Som personer er de forskellige, men deres mentalitet er den samme, forklarer manageren om sine nye tilgange.

De 23-årige Holmgaard-tvillinger har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek