Møn, 13/07/2025 - 13:35
Direktør: Møns Klint har vundet OL-guld i natur
Møns Klint har søndag modtaget international hæder for sine storslåede hvide klipper og bagvedliggende bakker.
Af: /ritzau/
Komitéen bag Unescos Verdensarvsliste har søndag besluttet at optage Møns Klint på listen.
Unesco er FN's organisation for uddannelse, videnskab og kultur.
- Det svarer til en OL-guldmedalje i natur, lyder det begejstret fra direktør for GeoCenter Møns Klint Nils Natorp.
Han var søndag til stede i Paris, da komitéen besluttede at optage klinten på listen.
- Det er alle verdens lande, der samler sig om en dagsorden, der forener frem for at splitte.
- Det var fantastisk at få det anerkendende håndtryk fra alt lige fra Japan til Zambia, siger Nils Natorp.
Ifølge Nils Natorp er Møns Klint det bedste sted i verden til at se et landskab skabt af gletsjere.
Tværsnittet ned gennem klinten gør, at man kan kigge direkte som et røntgenbillede ind i istidens processer, forklarer han.
- Det er det bedste sted i verden til at se, hvordan isen har foldet landskabet. Det kan lære os en hel del om de landskaber, vi bor i, siger Nils Natorp.
Efter søndagens annoncering af Møns Klints placering på verdensarvslisten får Stevns Klint nu selskab. Den blev optaget i 2014.
Det første verdensarvssted i rigsfællesskabet til at blive optaget på listen var Jelling-monumenterne, der blev optaget i 1994.
Derefter fulgte Roskilde Domkirke i 1995 og Kronborg i 2000.
Også en række grønlandske naturområder har fået en plads på listen. Det gælder blandt andet Ilulissat Isfjord optaget i 2004.
I 2023 blev vikingetidens ringborge optaget som det seneste før Møns Klint.
Verdensarvslisten blev oprettet i 1972 af Unesco og har som mål at beskytte verdens uerstattelige kultur- og naturarv.
Optagelse indebærer et ansvar for at sikre stederne for eftertiden.
Stater kan selv komme med forslag til verdensarvskomitéen, der holder årlige møder.
Der føjes cirka 25-30 steder til listen hvert år efter en række kriterier.
/ritzau/