København, 11/08/2025 - 06:26
Første uge efter skolernes ferie giver varmebølge og 28 grader
I den kommende uge kommer varm luft op fra Spanien og giver varmebølge fra onsdag til fredag, oplyser DMI.
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Skolernes første uge efter ferien starter pænt og bliver rigtig varm fra onsdag og frem.
Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Erik Hansen.
- Man kunne have håbet, at de meget varme temperaturer kunne være kommet i sidste uge af sommerferien. Nu kommer de så, den første uge efter at skolen er startet. Men det er jo også dejligt, lyder det.
Derfor er det med at pakke lidt af hvert tøj i rygsækken i løbet af ugen.
- Der er ikke ét svar på det. Det bliver blandet vejr, og det har vi også mandag. Nogle steder har vi i dag en flot start med sol, og andre steder er det mere skyet som i Jylland, siger Erik Hansen.
Mandag holder det overordnet set tørt, og i den østlige del kan der komme nogen sol. I Jylland kan der ligge flere skyer, som bevæger sig østpå.
- Det kan dryppe lidt i eftermiddag i den nordlige del af Jylland, siger han.
Temperaturen kommer op mellem 17 og 22 grader.
Det samme vejr fortsætter tirsdag, hvor der vil være en del skyer. Det kan også dryppe lidt - mest i Jylland. Ellers holder det mest tørt med pænt vejr og solstrejf.
Det bliver mellem 18 og 23 grader, så det bliver en lille smule varmere end mandag, siger Erik Hansen.
- Så får vi ellers noget mere varm luft op fra Centraleuropa, som kommer helt nede fra Spanien og bevæger sig op over os tirsdag.
- Onsdag når den frem, vi får nogen eller en del sol, og temperaturerne kan komme helt op på mellem 23 og 28 grader. Så det bliver en meget varm dag at se frem til, siger meteorologen.
De høje temperaturer fortsætter torsdag og fredag. Det bliver blandet med hensyn til sol og skyer, men luftmassen er meget varm og får temperaturen op på tæt på 28 grader mange steder.
Lokalt kan temperaturerne komme op tæt på 30, men det kræver, at der kommer sol, og det kan stadig dryppe lidt torsdag eller fredag, siger Erik Hansen.
- Men onsdag til fredag kigger vi altså på en decideret varmebølge, som er, når temperaturen tre dage i træk kommer over 25 grader.
- Det er jo skønt, når det er varmt. Selvfølgelig er det ikke så skønt, hvis man sidder ind i et klasseværelse, men mon ikke der bliver lidt tid til at nyde de gode temperaturer også, siger meteorologen.
/ritzau/