København, 17/12/2025 - 19:48
Regeringen vil redde læreruddannelse på Frederiksberg efter protester
Læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej skulle lukkes, men regeringen vil redde den med økonomisk håndsrækning.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Højlydte protester fra de studerende mod en lukning af læreruddannelsen på Frederiksberg har virket.
Regeringen har lyttet efter og melder sig nu klar til at redde læreruddannelsen på Campus Nyelandsvej med en økonomisk håndsrækning.
- Vi har i regeringen besluttet, at vi vil stille os bag, at det kan lade sig gøre for læreruddannelsen på Nyelandsvej at fortsætte, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) til Ritzau.
- Det gør vi på den glædelige baggrund, at de studerende og ansatte, som går på læreruddannelsen på Nyelandsvej, meget tydeligt har fortalt os, at de er enormt glade for deres uddannelsesinstitution og den kultur og ånd, som bor på lige præcis det sted, fortsætter ministeren.
Hun vil endnu ikke oplyse, hvad det vil koste for regeringen, at Campus Nyelandsvej kan fortsætte. Det mangler stadig en "præcis afklaring", lyder det.
I slutningen af november blev det meldt ud, at Københavns Professionshøjskole ville samle sine to læreruddannelse i København på Campus Carlsberg på Vesterbro fra sommeren 2026.
Det skyldtes blandt andet, at antallet af lærerstuderende på Campus Nyelandsvejs på Frederiksberg var faldet med knap 40 procent på syv år.
Beslutningen mødte protester fra de studerende på Nyelandsvej, der besluttede sig for, at de ville gennemføre en såkaldt besættelse af skolen i fem dage
Det kom blandt andet til udtryk ved, at de studerende blokerede for skolen, så kun studerende og inviterede gæster kunne komme ind.
/ritzau/




