Bruxelles, 03/07/2025 - 16:11
Mette Frederiksen vil gøre EU mere sikkert under formandskab
Ifølge statsministeren står EU i en svær tid og skal håndtere konsekvenser fra krig, migration og klimakrisen.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark skal medvirke til at bringe sikkerhed tilbage til Europa under det danske EU-formandskab.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et fælles pressemøde i Aarhus med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
- Rusland har bragt krig til Europa, der er uro i Mellemøsten, migration, klimaforandringer og global konkurrence, som vi skal give svar på, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren understreger behovet for et stærkere europæisk forsvar og fælles indkøb af forsvarsmateriel.
Det skyldes blandt andet Ruslands krig mod Ukraine.
- Jeg tror på ingen måde, at Putin vil stoppe i Ukraine, siger hun.
Prioriteten understreges af kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Ifølge hende er sikkerhed og forsvar en af de fem prioriteter, hun ønsker at samarbejde med det danske EU-formandskab om i de næste seks måneder.
Hun fremhæver, at hun forventer, at Danmark skal være med til at lande forhandlingerne om låneinstrumentet SAFE, som skal være med til at give EU-medlemslandene de økonomiske midler til at investere mere i forsvar.
Ifølge Mette Frederiksen har Danmark som formandskabsland ansvar for at styre Europa gennem en af de mest udfordrende perioder i Europas historie.
Og det er ikke kun forsvaret, Mette Frederiksen vil styrke.
- Sikkerhed handler også om migration, siger hun.
Det nuværende asylsystem er ifølge Frederiksen gået i stykker. Det skyldes, at migrationen er ude af kontrol, og at menneskesmuglere har for meget magt over, hvem der kommer ind i over grænserne.
Europa skal derfor holde bedre øje med sine ydre grænser og have mere kontrol over, hvem der rejser ind og får ophold.
- Jeg må være ærlig og sige, at personer som kommer udefra, som begår grov kriminalitet og ikke overholder vores værdier og levevis, de bør ikke være her, og de bør blive udvist, siger Mette Frederiksen.
Hun glæder sig blandt andet over kommissionens forslag, som kan bane vejen for udrejsecentre og behandling af asylansøgninger i tredjelande.
- Det er et skridt i den rigtige retning, siger Mette Frederiksen.
Ifølge Ursula von der Leyen er migration et af de emner, som hun forventer et tæt samarbejde med det danske EU-formandskab om.
Ud over migration nævner Ursula von der Leyen samarbejde om forsvar og sikkerhed, Ukraine, handelsaftaler og konkurrenceevne.
/ritzau/