Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/05/2026 - 12:06

Novo Nordisks internationale salg haler ind på salget i USA

Mens Novo Nordisks justerede salg i USA falder, stiger salget i EU og Canada samt i asiatiske lande.

Staff/Reuters

Af: /ritzau/

Længe har USA været Novo Nordisks klart vigtigste marked, og det er her, selskabet har hentet størstedelen af sit salg.

Det er stadig tilfældet, men selskabets forretning uden for USA vokser.

Det sker, mens salget på det amerikanske marked falder.

I USA har Novo Nordisk haft et salg på 35,4 milliarder kroner i første kvartal, når man justerer for engangshændelser. Det svarer til et fald på 11 procent i faste valutakurser.

Faldet betyder, at den internationale forretning haler ind på den amerikanske.

I den internationale forretning, som dækker over lande uden for USA, er det justerede salg nemlig steget seks procent til 34,7 milliarder kroner.

Væksten uden for USA er drevet af EU og Canada samt asiatiske lande. Dog er salget gået tilbage i Kina, hvilket især skyldes lavere priser.

Det er især øget salg af vægttabsmidler som Wegovy, der har drevet væksten. I første kvartal steg salget af vægttabsmidler således med 44 procent uden for USA.

Væksten blev delvist modvirket af, at medicinen sælges til lavere priser.

Generelt er væksten uden for USA drevet af, at der bliver solgt mere medicin, mens lavere priser trækker i den modsatte retning.

I løbet af 2026 forventer Novo Nordisk, at patentudløb i visse lande vil påvirke det internationale salg negativt.

I løbet af første kvartal er der blevet lanceret generiske versioner af semaglutid i Indien, skriver Novo Nordisk i sit regnskab. Patentet på semaglutid, som er det aktive stof i Ozempic og Wegovy, udløb i Indien i marts.

Patentet er også udløbet i Brasilien og Canada, men her er der endnu ikke blevet lanceret generiske versioner af midlet, lyder det fra Novo Nordisk.

Den første generiske version er dog blevet godkendt i Canada.

Generisk medicin er lægemidler, som indeholder samme aktive stof som det originale produkt. Typisk sælges det til en billigere pris, når patentet på det originale produkt er udløbet.

I begyndelsen af året lancerede Novo Nordisk en pilleversion af Wegovy i USA. Selskabet forventer, at pillen vil blive lanceret i de første lande uden for USA i anden halvdel af 2026.

Dog holder Novo stadig kortene tæt til kroppen, i forhold til hvilke lande og hvor mange det gælder i første omgang.

Pillen er endnu ikke godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), men Novo Nordisk har tidligere meddelt, at det ventes at ske senere i 2026.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek