København, 05/06/2025 - 21:03
Mange mennesker flygter i Beirut efter israelsk advarsel
Israels militær har opfordret indbyggere i Beirut til at forlade stedet, da angreb mod Hizbollah er på vej.
Ibrahim Amro/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et stort antal mennesker flygter fra de sydlige forstæder i Libanons hovedstad, Beirut, efter en advarsel fra Israels militær.
Det skriver nyhedsbureauet AFP. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at tusindvis flygter fra forstæderne.
Gaderne i Beiruts sydlige forstæder er torsdag lammet af tunge trafikpropper, da beboere forsøger at komme væk, skriver AFP.
Israels militær meddelte torsdag, at indbyggere i fire kvarterer i det sydlige Beirut skulle lade sig evakuere forud for angreb.
Det israelske militær hævder, at man har lokaliseret underjordiske anlæg, der tilhører Hizbollah, hvor der produceres droner, skriver Reuters.
- Af hensyn til jeres sikkerhed og jeres familiers sikkerhed skal I straks evakuere disse bygninger og bevæge jer væk fra dem i en afstand af mindst 300 meter, skriver en talsperson for Israels militær på X ifølge AFP.
Hizbollah har ikke kommenteret situationen.
Konflikten mellem Hizbollah og Israel eskalerede sidste år, hvor Israel gennemførte en større landoffensiv i Libanon. Kampene efterlod Hizbollah stærkt svækket, og gruppen har mistet indflydelse internt i Libanon.
I slutningen af november indgik Hizbollah en våbenhvile med Israel, der var trængt ind i Libanon og havde bombet flere områder fra luften som svar på Hizbollahs hyppige raketangreb mod det nordlige Israel.
Beirut blev også bombet.
Våbenhvilen har de seneste måneder været skrøbelig. Begge parter har beskyldt hinanden for ikke at overholde betingelserne i våbenhvilen.
I slutningen af marts angreb Israel en bygning i de sydlige forstæder af Beirut. Det var det første angreb mod hovedstaden, siden Israel og Hizbollah indgik våbenhvilen sidste år.
/ritzau/