Aabenraa, 12/05/2026 - 15:24
Kvinde sigtet for vold ved at kaste æg mod tilfældige
I april blev æg kastet mod folk i Aabenraa og Løjt Kirkeby. En kvinde er i den forbindelse sigtet for vold.
Af: /ritzau/
Politiet mener, at det var en yngre kvinde, der i slutningen af april kastede æg mod tilfældige personer i byerne Løjt Kirkeby og Aabenraa.
Mandag blev en 22-årig kvinde fra lokalområdet anholdt i sagen, og vurderingen er, at det er voldshandlinger at kaste med æg. Derfor er hun sigtet for vold og forsøg på vold.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
Efter anholdelsen mandag blev kvinden afhørt og derefter løsladt. Selv om hun er på fri fod, opretholdes sigtelsen mod hende.
I alt har politikredsen modtaget fem anmeldelser om æggekast. De pågældende episoder er ikke beskrevet, og det er derfor uvist, hvor og hvornår de nærmere fandt sted, og hvor mange der er blevet ramt.
Det fremgår ikke, hvad der har ledt politiet på sporet af den pågældende kvinde, men i pressemeddelelsen takker politikommissær Chris Thorning Vesterdal borgerne for de henvendelser, de er kommet med.
De indgår i efterforskningen, oplyser han.
Politiet vil netop af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere om sagen.
/ritzau/




