København, 17/07/2024 - 14:19
FAKTA: Det kan du bruge dit bibliotek til
Af: Af Tenna Linnet, Ritzau Fokus
* Alle danske folkebiblioteker er tilknyttet eReolen, der er en app, hvor du kan låne lydbøger, e-bøger og podcasts på dansk.
* På Libby.dk, der også findes som app, kan du låne e-bøger og lydbøger engelsk. Her kan du desuden låne tidsskrifter som Familiejournalen, Femina, Spis Bedre og Søndag.
* På Pressreader.dk kan du låne udenlandske tidsskrifter. Hvis du er i udlandet, kan du låne danske tidsskrifter.
* Filmstriben.dk har et bredt udvalg af film, som du kan låne, hvis du er oprettet som bruger på biblioteket i den kommune, du bor i.
* Hvis du følger dit lokale bibliotek på sociale medier som Facebook og Instagram, kan du opdage, at der findes arrangementer som strikkeklubber, snakkeklubber for fremmedsprog og morgensang.
* I 2023 introducerede bibliotekerne online sprogkurser. Det hedder Transparent Language Online, og du kan deltage ved at downloade appen. Der er flest kurser, hvis man i forvejen taler engelsk. Der findes også kurser til børn.
* Har du børn, er det også en god idé at tjekke dit lokale bibliotek ud. De fleste biblioteker tilbyder muligheden for opholde sig som familie, spise frokost, lege og opholde sig, mens man læser bøger. Der kan også være arrangementer som dans, tegnestue, ansigtsmaling, babyrytmik eller højtlæsning.
Kilder: Danmarks Biblioteksforening, Bibliotek.dk og Filmstriben.dk.
/ritzau fokus/




