Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/03/2025 - 08:30

Simon Kvamm afslører ny drøm: Mishaget gør det tiltrækkende

X Factor-dommeren Simon Kvamm bliver ved med at opfinde nye måder at udtrykke sig selv på i den kunstneriske branche.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Simon Kvamm har rundet de 50 år, og multikunstneren bliver ved med at finde på nye projekter igen og igen og …

- Jeg har været i gang i den her branche i 25 år nu og har en fornemmelse af at stå et sted, hvor jeg bruger min erfaring og min position på en måde, jeg kan blive inspireret af, siger Simon Kvamm.

På sin runde fødselsdag 18. februar annoncerede han, at han i 2025 indleder en kirketurné, hvor han vil spille sange fra sit omfattende bagkatalog.

Den første koncert bliver i Randers 23. oktober, mens man aktuelt hver fredag kan følge Simon Kvamm i dommerstolen i "X Factor".

Ud over tv og turné drømmer den erfarne musiker stadig stort.

- Jeg føler, at der er nye projekter og nye territorier, jeg ikke har fået undersøgt endnu, som jeg glæder mig til også at gå ind i og prøve af, fortæller Simon Kvamm og fortsætter:

- Der er stadig masser af sult på ting, jeg ikke har oplevet, her fra min position midt i livet.

Og hvor Simon Kvamm er erfaren inden for den rendyrkede musikalske performance, har han også et ønske om fortsat at eksperimentere i fremtiden.

Eksempelvis afslører han en drøm om på et tidspunkt selv at lave en musical.

- Det er jo en genre, som jeg egentlig aldrig har brudt mig særligt meget om. Og det mishag i mig synes jeg, gør det supertiltrækkende, siger han.

Han ved ikke, hvad en eventuel musical vil skulle handle om. Men han er sikker på, at han selv ville skrive den.

Tidligere har Simon Kvamm udgivet et soloalbum med titlen "Vandmand" i 2017. Han er desuden forsanger i musikgrupperne Nephew, De Eneste To og Hugorm.

Ud over den succesfulde musikkarriere har Simon Kvamm været medskaber af satireprogrammet "Drengene fra Angora" og DR-serien "Guru", som han begge også medvirker i.

Lige nu er meget af Simon Kvamms fokus rettet mod liveshows i "X Factor", hvor han er dommer sammen med Oh Land og Thomas Blachman.

Det er tredje år, at han er dommer i programmet, og det har indtil videre været med stor succes, da han har stået bag vinderen i de foregående to sæsoner.

"X Factor" kan ses hver fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek