København, 13/12/2025 - 11:16
EU-land registrerer spedalskhed for første gang i 40 år
To personer i det østeuropæiske land Rumænien er blevet indlagt på hospitalet med symptomer på spedalskhed.
Andreea Alexandru/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For første gang i over 40 år er der registreret spedalskhed i Rumænien.
Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.
To massører, der arbejder på en spa i byen Cluj i den nordvestlige del af landet, er blevet smittet af sygdommen.
Derudover er yderligere to personer blevet indkaldt til test.
De to personer, der er bekræftet ramt af sygdommen, er indonesiske statsborgere på henholdsvis 21 og 25 år.
Det rumænske sundhedsministerium bekræfter, at de begge er blevet indlagt og er i behandling.
Ifølge sundhedsminister Alexandru Rogobete bør gæster, der har besøgt spaen, ikke være nervøse, da det kræver længerevarende tæt kontakt at blive smittet.
Ifølge det statslige nyhedsbureau i Rumænien har den ene af de to smittede for nylig været i Asien, hvor hun tilbragte en måned sammen med sin mor, der også er blevet indlagt med symptomer på spedalskhed.
Myndighederne har lukket spafaciliteten midlertidigt, mens sagen undersøges.
Spedalskhed, også kaldt Hansens syndrom, er en sjælden infektionssygdom, som rammer huden og store nervebundter på især arme og ben.
Uden behandling kan den forårsage langsom nedbrydelse og ødelæggelse af nerverne.
De fleste, der er blevet smittet med spedalskhed, vil opleve mindre hudforandringer rundt på kroppen.
I alvorlige tilfælde kan sygdommen medføre misdannelser og store betændte områder på arme, ben og i ansigtet.
Spedalskhed kan behandles og i de fleste tilfælde helbredes, hvis den sættes ind tidligt.
/ritzau/




