København, 11/08/2025 - 13:17
Pamela Anderson: Jeg elsker surdej og københavnsk kaffe
Hollywood-stjernen Pamela Anderson deltog igen i år i den københavnske modeuge. Nu fortæller hun om sit forhold til Danmark.
Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Den canadiske megastjerne Pamela Anderson har siden 2023 været ambassadør for danske Pandora.
Derfor kastede den 58-årige berømthed glans over smykkegigantens middag på Glyptoteket i København under Copenhagen Fashion Week i sidste uge.
Nu har Pandora på sin officielle instagramprofil delt en video, hvor Pamela Anderson sætter ord på sit forhold til Danmark.
- Jeg elsker København først og fremmest! Byen er så smuk - alle blomsterne, alle bagerierne, surdejen, kaffen ... Det er et af mine yndlingssteder, bedyrer Pamela Anderson i videoen.
Pamela Anderson bor til daglig i Canada, hvor hun også kommer fra.
Hun blev verdensberømt i slutningen af 80'erne, da hun fik sin første forside på magasinet Playboy, der især var kendt for at vise billeder af letpåklædte kvinder.
I 1992 fik Pamela Anderson sit store gennembrud som skuespiller i rollen som livredderen C.J. Parker i kultserien "Baywatch".
I midten af 90'erne var det ikke hendes professionelle meritter, men derimod hendes privatliv, som ramte forsiderne.
2022 markerede et skift i Pamela Andersons karriere, og de seneste år er hun blevet anerkendt for andre sider af sit talent.
Hun medvirkede i musicalen "Chicago" på Broadways ikoniske brædder, og så kunne hun ses i Netflix-dokumentaren "Pamela, a Love Story", som hendes ældste søn, Brandon Thomas Lee, var med til at producere.
Hun kunne også ses i sit eget madlavningsprogram, "Pamela's Cooking With Love", hvor hun lavede vegetariske retter - hun har i mange år været aktiv for dyrerettighedsorganisationen Peta.
Og så fik hun sidste år meget stor kritikerros - og en Golden Globe-nominering - for sin hovedrolle i dramafilmen "The Last Showgirl".
Netop nu er hun aktuel i opfølgeren til 80'er-filmen "Høj pistolføring", hvor hun spiller over for Liam Neeson, som hun siden er blevet kædet sammen med.
Hendes udseende har også været genstand for stor opmærksomhed igennem årene. Især er hun blevet hyldet for ikke at bruge makeup de senere år. I stedet har hun oftest ladet sig style udelukkende med smykker - blandt andet danske.
/ritzau/