Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/06/2023 - 08:00

Peter Mygind om russiske fans: De har også brug for kærlighed

"Sommerdahl" er blevet en international succes, og krimiserien er blevet vist i cirka 40 lande. Heriblandt Rusland, hvor seere sender Peter Mygind beskeder.

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Krimiserien "Sommerdahl" er både blevet en stor succes i Danmark og mange andre steder i verden.

Serien, som udkom med sin fjerde sæson 14. maj, bliver sendt i cirka 40 lande - blandt andet Frankrig, USA og Mexico.

Særligt et land er kommet bag på skuespilleren Peter Mygind, som spiller titelrollen som ledende politiefterforsker Dan Sommerdahl i serien.

- Folk skriver til mig fra hele verden, fordi de sidder og ser "Sommerdahl" derude, fortæller han.

- Jeg får endda beskeder fra Rusland, hvor den også bliver sendt, men der har de også brug for kærlighed, lyder det fra Peter Mygind.

Den kendte skuespiller har været med i flere serier, som løber over flere år, ligesom "Sommerdahl" gør. Optagelserne til femte sæson er i øvrigt allerede i gang.

Han har blandt andet spillet Nikolaj i "Nikolaj og Julie", Michael Laugesen i "Borgen" og taxachaufføren Andreas Lund-Andersen i serien "Taxa". For Peter Mygind gør rejsen med samme karakter det kun mere interessant at spille rollen.

- I en længerevarende serie ved jeg ikke, hvor den rolle, jeg spiller, ender henne. Jeg ved eksempelvis ikke, om min rolle nogensinde finder kærligheden, om rollen får en depression eller bliver alkoholiker. Og det gør skuespillet enormt spændende, fortæller Peter Mygind.

Ifølge ham er "Sommerdahl" ikke en serie, som har mange ændringer i karaktererne og setuppet, men man følger deres personlige rejse gennem sæsonerne.

- Vi følger forsat Dan, Flemming og Marianne og den lille politistation i Helsingør i fjerde sæson, fortæller Peter Mygind.

Marianne Sommerdahl, som spilles af Laura Drasbæk, er chefkriminaltekniker hos Helsingør Politi og er skilt fra Dan Sommerdahl.

I serien danner Marianne par med Flemming Torp, som også er efterforsker ved Helsingør Politi og samtidig er Dans bedste ven. Rollen spilles af André Babikian.

Laura Drasbæk tror, at det netop er de vante karakterer og omgivelser, som gør, at serien også hitter i mange andre lande.

- Det er en krimiserie, som er god at se sammen med sin familie, fordi den har en lethed, som de mørkere krimier ikke har.

- Derfor tror jeg, at den skiller sig lidt ud og favner bredere, lyder det fra Laura Drasbæk.

"Sommerdahl" kan ses på TV 2 Charlie hver søndag. Afsnittet kan streames ugen forinden på TV 2 Play.

Fakta: "Sommerdahl" er en stor succes i ind- og udland

* Siden "Sommerdahl" første gang blev sendt 1. marts 2020, er krimiserien blevet solgt til mange andre lande.

* Der er blandt andet seere i Frankrig, USA, Sverige, Storbritannien, Grækenland, Australien og Senegal.

* I Tyskland har mere en tre millioner set første og andet afsnit af tredje sæson, som havde tysk premiere søndag den 16. april 2023.

* Herhjemme er serien oprindeligt produceret til seere på TV 2 Charlie. Men på TV 2 Play har en tredjedel af alle TV 2 Play-brugere under 50 år set tredje sæson af serien.

/ritzau/

København, 28/04/2025 - 08:00

Storcharmøren Tom Jones giver koncert i Tivoli

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den walisiske sanger Tom Jones vender tilbage til Danmark den 19. juli. Han optrådte her senest i 2022.

Charmen har aldrig fejlet noget hos 84-årige Tom Jones, der i årevis har fejet benene væk under alverdens kvinder.

Og befinder du dig i Tivoli i København den 19. juli, kan du synge med på hits som "Delilah", "It's Not Unusual" og "Sexbomb", når manden med den store stemme gør comeback på Plænen.

Tom Jones er nemlig en del af LørdagsHits-programmet i Tivoli, oplyser den gamle have i en pressemeddelelse.

- LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik, de kender, skriver Tivoli.

Programmet tæller også navne som Bryan Adams, Lis Sørensen, Michael Learns to Rock og Danser med Drenge.

Sidste gang, den walisiske sanger var i Danmark i 2022, stod han også på Plænen i Tivoli.

Historien om Tom Jones er historien om en kulminearbejdersøn fra Wales, der blev verdensstjerne.

Han har optrådt sammen med navne som Elvis Presley, Little Richard og Janis Joplin.

Og med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones sunget for generationer og haft utallige hits.

- Han har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og R&B. Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden, skriver Tivoli i pressemeddelelsen.

Den walisiske sanger blev adlet af den nu afdøde britiske dronning Elizabeth i 2006, hvilet var en stor ære for Jones, står der på sangerens hjemmeside.

- Sir Tom Jones, der fylder 85 år den 7. juni, er igen tilbage i Tivoli, og han er fortsat Mr. Sex Bomb!, skriver forlystelsesparken.

Der vil være pladsreservation til Bryan Adams samt til Tom Jones. Det meldes ud senere, hvordan man kan sikre sig adgang, oplyser Tivoli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/04/2025 - 08:00

Dansk stjerne giver endelig efter for sønnens drøm om skuespil

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danske Simon Sears skal spille sammen med sin søn Skuli i serien "Generationer". Faren syntes ellers længe, at sønnen var for ung til at gå ind i skuespil.

Simon Sears blev i december sidste år far for tredje gang. Alligevel har han stadig til gode at vise sig selv frem på det store lærred for sine børn.

Det kan nemlig være svært for en skuespiller, hvis cv primært består af dystre eller alvorlige projekter som "Herrens veje", "9. april" og "Den som dræber".

Den nye DR-serie "Generationer" er heller ikke ligefrem målrettet børn, men den danske skuespiller har været glad for at spille familiefaren Martin, der minder mere om ham selv som person.

- Han er bare blødere, end det jeg ellers har spillet. Og jeg er måske bare en blød mand på mange områder, fortæller Simon Sears.

Karakteren kommer særligt tæt på hans eget liv, da et af hans fiktive børn i serien faktisk spilles af hans egen søn Skuli på otte år.

- Han vil så gerne være skuespiller. Og jeg har så mange gange sagt nej til, at han måtte komme til casting. Jeg syntes, det var for tidligt og for hårdt, fortæller Simon Sears.

Da den 41-årige skuespiller så selv var til casting til rollen i "Generationer", blev der spurgt, om han ikke også havde en søn, der var interesseret i skuespil.

Simon Sears blev enig med sin kone, Ingibjörg, om, at hvis sønnen endelig skulle være med i noget, så var det bedst, at det var sammen med sin far.

Sønnen kom til casting, og det endte med, at han fik rollen som otteårige Leo, der er barn til Simon Sears' karakter, Martin.

Derfor skulle Simon Sears for første gang prøve at være kollega med sin søn.

- Jeg havde en fantastisk oplevelse med det. Det var jo en gave til os begge to, fortæller Simon Sears og genkalder:

- Han blev så underligt professionel, når han så var der. Jeg koncentrerede mig bare om mit. Han havde fuldstændig styr på det, så jeg blandede mig ikke i hans arbejde.

"Generationer" er aktuel på DR, og det er derfor også oplagt, at hans ældste søn, Skuli, endelig får lov til at se sin far og ikke mindst sig selv på skærmen.

Det er dog ikke helt nemt, da der er bestemte scener, som drengen helst skal undgå.

- Jeg har faktisk siddet og set det hele igennem og skrevet tidskoder ned, så han kan få lov til at se sine egne scener, fortæller Simon Sears.

Selv om børnene aldrig har haft mulighed for at se deres fars ansigt på det store lærred, har de haft mulighed for at høre ham.

Han lagde nemlig stemme til karakteren Shadow i den danske version af animationsfilmen "Sonic the Hedgehog 3".

- Det, har de syntes, var så fedt! Det er det eneste, deres klassekammerater ved noget som helst om. Det er, at jeg laver tegnefilm, siger Simon Sears.

Simon Sears har også lagt stemme til "Transformers One" og "Bølle på eventyr".

Nu er skuespilleren aktuel side om side med sønnen, Skuli, i dramaserien "Generationer", der vises hver søndag på DR 1 og DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 08:00

FAKTA: Udvalgt sæsonliste for dansk frugt og grønt

* Januar: Grønkål, gulerod, jordskok, knoldselleri, porre, rødkål, æble.

* Februar: Grønkål, gulerod, jordskok, knoldselleri, pastinak, porre, rødbede, æble.

* Marts: Agurk, gulerod, jordskok, knoldselleri, porre, rødbede, æble.

* April: Agurk, gulerod, jordskok, porre, rabarber, radise, rødbede.

* Maj: Agurk, asparges, gulerod, porre, rabarber, spinat.

* Juni: Asparges, jordbær, radise, spinat, tomat, ærter.

* Juli: Aubergine, hindbær, jordbær, radise, spinat, squash, tomat, ærter.

* August: Blomme, broccoli, brombær, kirsebær, pære, ærter.

* September: Blomkål, blomme, pære, rødbede, squash, tomat, æble.

* Oktober: Blomkål, broccoli, fennikel, græskar, gulerod, pære, æble.

* November: Blomkål, broccoli, jordskok, knoldselleri, pære, rødkål, æble.

* December: Gulerod, pastinak, pære, rosenkål, rødbede, rødkål, savojkål, æble.

Kilder: Fødevarestyrelsen og Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 28/04/2025 - 08:00

FAKTA: Opbakning til dansk frugt og grønt

* Ni ud af ti danskere mener, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at vi har en produktion af frugt og grønt i Danmark.

* Og 78 procent erklærer sig enige eller meget enige i, at de foretrækker at købe dansk frugt, når det er muligt.

* 32 procent mener, at en dansk produktion af frugt og grønt er vigtig, fordi den fremmer forståelsen for råvarernes sæson, mens 41 procent mener, den er en vigtig del af en dansk madkultur og identitet.

Kilde: Madkulturens forbrugerundersøgelse fra februar 2025.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek