Laval, 12/07/2025 - 18:02
Dansk Tour-sprinter blev låst inde: Det var rigtig skidt
En sjetteplads i spurten på 8. etape kunne langtfra tilfredsstille danske Tobias Lund Andresen.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Drømmene var store, da Tobias Lund Andresen lørdag morgen fik at vide, at det var ham, der skulle køre Picnic-holdets spurt på 8. etape af Tour de France.
Men den danske debutant måtte nøjes med en sjetteplads i det let stigende opløb i Laval, og det er han alt andet end tilfreds med.
- Det var rigtig skidt. Jeg føler, at jeg nemt kunne være blevet treer i spurten. Jeg var låst inde, men da jeg endelig slap fri, tog jeg let tre pladser. Det skulle være blevet top-3, siger Tobias Lund Andresen.
Jonathan Milan fra Lidl-Trek vandt suverænt foran Vismas Wout van Aert.
Tobias Lund Andresen mener selv, det blev udslagsgivende, at han sad for langt tilbage i feltet, da ruten begyndte at gå opad fem kilometer fra mål.
- Man skal være i position der, men jeg var nummer 40-50 stykker. Det betød, at jeg nok var 20 sekunder fra den forreste rytter. Det er aldrig optimalt.
- Det svarer lidt til at være 20 sekunder efter, da vi kørte ind på Mûr-de-Bretagne i går (fredag, red.). Det er en kæmpe ulempe, siger Tobias Lund Andresen.
Han er i tvivl om, hvorvidt han traf det rigtige valg i selve spurten, hvor han blev siddende i læ og ventede på en åbning til at accelerere.
- Nogle gange er man heldig. Jeg tror måske, at jeg satsede lidt for meget på at der ville komme en åbning, så jeg kunne køre en ren spurt. Jeg skulle måske have investeret i at sidde i vinden i 100 meter, før jeg åbnede spurten, siger Tobias Lund Andresen.
Også søndagens etape ender formentlig i en massespurt. Her er opløbet dog fladere, og danskeren forventer selv at være tilbage i rollen som leadoutman for holdkammeraten Pavel Bittner.
/ritzau/