Washington D.C., 14/01/2026 - 11:18
Senatorer vil hindre Trump i at annektere Nato-territorium
Lovforslag skal hindre, at penge fra USA's forsvars- og udenrigsministerier bruges på indsatser mod Nato-land.
Af: /ritzau/
Det skal ikke være muligt for USA's præsident, Donald Trump, og hans administration at besætte, annektere eller på anden måde indtage et territorium, der tilhører en Nato-allieret.
I hvert fald ikke uden den allieredes samtykke.
Det fremgår af et lovforslag, som er fremsat af de to amerikanske senatorer Lisa Murkowski og Jeanne Shaheen, skriver nyhedsbureauet dpa.
Med lovforslaget vil de forhindre, at midler fra USA's udenrigsministerium og forsvarsministerium bruges til at indtage Nato-territorium.
Lovforslaget er fremsat, efter at Trump gentagne gange har udtrykt ønske om, at USA overtager Grønland. Hverken han eller hans regering har afvist, at det kan ske med militære midler.
Grønland er som en del af Kongeriet Danmark medlem af Nato.
Onsdag er Grønland på dagsordenen i Det Hvide Hus.
Her skal Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mødes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
/ritzau/




