København, 22/01/2026 - 07:48
Mette Frederiksen vil fortsætte konstruktiv dialog om Arktis
Donald Trump har sagt, at han er blevet enig med Natos generalsekretær om rammerne for en aftale om Grønland.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kongeriget Danmark vil fortsat gerne indgå i konstruktiv dialog med allierede om sikkerheden i Arktis.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag i en skriftlig udtalelse.
- Kongeriget Danmark ønsker fortsat at indgå i en konstruktiv dialog med allierede om, hvordan vi kan styrke sikkerheden i Arktis, herunder USA's Golden Dome, forudsat at det sker med respekt for vores territoriale integritet, siger hun.
Golden Dome er USA's præsident, Donald Trumps, planer om et nyt stort luftforsvar.
Hun understreger samtidig, at Nato kender Danmarks position.
- Vi kan forhandle om alt politisk; sikkerhed, investeringer, økonomi. Men vi kan ikke forhandle om vores suverænitet, udtaler statsministeren.
Mette Frederiksen siger, at hun er blevet informeret om, at det heller ikke har været tilfældet.
Mette Frederiksens kommentar kommer efter, at Donald Trump onsdag sagde, at han var blevet enig med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om rammerne for en fremtidig aftale om Grønland.
Rammeaftalen betyder, at Trump har afblæst tidligere toldtrusler imod blandt andet Danmark.
Mark Rutte har efterfølgende sagt, at han ikke har talt med Trump om Grønlands tilhørsforhold.
Men detaljerne omkring aftalen er ikke blevet offentliggjort.
Ifølge Mette Frederiksen er det godt og naturligt, at Natos generalsekretær og USA's præsident taler om sikkerheden i Arktis.
/ritzau/




