Flushing, 25/08/2025 - 00:11
Tauson føler sig bortdømt i drama: Med sikkerhed en fejl
Clara Tauson er sikker på, hun fik en fejldom imod sig, men erkender hun spillede en dårlig kamp i US Open.
Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Clara Tauson var oprevet, da hun efter det tidlige nederlag til Alexandra Eala i US Opens første runde mødte op til pressemøde.
På et vitalt tidspunkt i slutningen af tredje sæt, da hun kunne serve sejren hjem, følte hun sig bortdømt af dommeren.
Tauson mente, at Eala ramte bolden på den forkerte side af nettet med en flugtning, men dommeren gav ikke danskeren ret efter at have genset bolden på video.
- Det var med sikkerhed en forkert dom. Min træner og fysioterapeut siger det samme, og min træner (Kasper Elsvad, red.) fortæller mig altid, hvis jeg tager fejl.
- Det var en forkert beslutning. Jeg ved ikke, hvordan det er muligt, når dommeren kan se den på video. Måske følte dommeren et pres, fordi hele stadion støttede hende, jeg ved det ikke, lyder det fra Tauson.
Hun førte med 5-4 i tredje sæt og kom med dommen bagud med 15-40 i eget serveparti og dermed to breakbolde.
- Det er ikke derfor, jeg tabte. Det skal ikke være emnet for en tre timer lang kamp. Jeg spillede virkelig dårligt i forvejen, men det hjalp ikke på det. Jeg lavede en dobbeltfejl direkte efter, forklarer danskeren.
Hun førte med 5-1 i tredje sæt, men faldt så helt sammen. Smerter i ryggen var medvirkende til, at det begyndte at gå den gale vej.
- Jeg fik et riv i ryggen ved 3-1, og min serv faldt sammen derfra. Jeg blev usikker og spillede langsomt ad helvede til, og Eala spillede godt, når jeg spillede langsomt. Hun kunne ikke følge med, når jeg satte tempoet op.
- Ryggen har det ikke så godt nu, men det skal ikke bruges som en undskyldning. Det var bare et lille riv, og havde jeg vundet, skulle jeg nok have været klar til at spille den næste kamp.
Selv om Tauson var tæt på at vinde, blev det aldrig rigtigt hendes dag. Første sæt var en sløj omgang fra danskeren.
- Jeg spillede en dårlig kamp. Fred være med det. Jeg har spillet en masse gode kampe i år. Jeg havde det ikke i mig i dag, erkender den 14.-seedede dansker.
Spørgsmål: Med måden det sker på, er det så karrierens hårdeste nederlag?
- Nej, det er det ikke. Jeg har oplevet meget værre. Da vi snakkede sammen her sidste år, havde jeg tabt syv kampe i træk, så det er bare at komme videre. Jeg har spillet godt hele året, det var bare ærgerligt at ramme en dårlig dag.
/ritzau/