Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/04/2026 - 09:26

Tyrkiet har udleveret mistænkt i sag om drab i p-kælder

Dansk og tyrkisk politi har haft et "godt samarbejde", siger Københavns Politi om anholdelse og udlevering.

Af: /ritzau/

I lang tid har politiet mistænkt en 28-årig mand for at have planlagt drabet på en mand i en parkeringskælder på Frederiksberg.

Han er netop blevet udleveret fra Tyrkiet, hvor han blev anholdt i en lejlighed i lørdags i Alanya, oplyser Københavns Politi torsdag.

Mistanken drejer sig om, at han skal have forberedt, at en 25-årig mand i marts 2024 blev dræbt i en bil. Han var blevet skudt en gang i ryggen og en gang bag venstre øre.

Sidste år blev en 27-årig mand fra Congo dømt for forbrydelsen, der blev begået i en parkeringskælder på Johannes V. Jensens Vej.

Straffen blev fængsel i 15 år, mens en mand fra Jamaica blev frifundet for drabet. Sidstnævnte blev dog dømt for at besidde pistolen og for at have skaffet den af vejen.

I dommen betegnede retten drabet som en nøje planlagt, koldblodigt og professionelt udført likvidering.

Undervejs sagde manden fra Congo, at der var tale om et røveri, som var gået galt. Den historie var dog utroværdig, mente retten.

Den 27-årige sagde også i retten, at den nu udleverede mand fra Tyrkiet i mange år havde kendt offeret, og at de havde været venner.

I en omtale af sagen taler Københavns Politi om et "godt samarbejde mellem danske og tyrkiske myndigheder."

/ritzau/

TjekDet - faktatjek