Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 12/05/2026 - 11:48

Britisk minister går af i protest mod Starmer

Miatta Fahnbulleh mener ikke, at Keir Starmer er den rette premierminister. Derfor forlader hun sin post.

Jack Taylor/Reuters

Af: /ritzau/

Juniorminister i den britiske regering Miatta Fahnbulleh har besluttet at forlade sin post, fordi hun mener, at premierminister Keir Starmer har mistet folkets tillid.

Det skriver hun i et opsigelsesbrev, som hun har lagt ud på det sociale medie X.

- Vores land står over for enorme udfordringer, og folk råber efter den form for forandring, som det kræver. Offentligheden tror ikke, at du kan stå i spidsen for denne forandring - og det gør jeg heller ikke, skriver hun.

I brevet opfordrer hun desuden premierministeren til at fastlægge en tidsplan for sin afgang.

Miatta Fahnbulleh er ifølge BBC den første minister i regeringen til at gå af med meldingen om, at Starmer skal fastlægge en tidsplan for sin afgang.

Hun kommer ligesom resten af ministrene i regeringen fra partiet Labour. Det samme gør Starmer.

Keir Starmer er under et stadigt stigende pres.

Mandag skrev mediet BBC, at i alt 70 parlamentsmedlemmer fra regeringspartiet, Labour, åbent har opfordret Keir Starmer til enten at gå af eller til at komme med en tidshorisont for sin afgang. Siden er tallet steget.

Det tæller blandt andet fire ansatte i regeringsapparatet, som har opsagt deres stillinger.

Starmer holder tirsdag møde i kabinettet, som består af højtstående ministre i regeringen.

Her har han ifølge sit eget kontor sagt, at han ikke vil træde tilbage. Det skriver Reuters.

- Landet forventer, at vi vil fortsætte med at regere. Det er, hvad jeg gør, og hvad vi må gøre som kabinet, lød det fra Starmer ifølge premierministerens kontor.

Ifølge mediet The Telegraph havde seks medlemmer af kabinettet tænkt sig at kræve premierministerens afgang under mødet.

Starmer har været formand for Labour siden 2020, og den seneste tid - især efter det seneste valg - har der været intern kritik af hans lederskab.

Ved lokalvalgene i England i sidste uge blev det EU-kritiske højrefløjsparti Reform UK den store vinder, mens det walisiske parti Plaid Cymru blev langt størst i Wales' parlament, hvor Labour mistede magten for første gang i 27 år.

Reform UK ledes af Nigel Farage, som stod i spidsen for brexit-kampagnen op til Storbritanniens afstemning om, hvorvidt landet skulle forlade EU.

Keir Starmer sagde mandag, at han tager ansvaret for resultatet, men også her nægtede han at træde tilbage.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek