København, 26/06/2025 - 13:54
DSB udvider milliarddyr togbestilling med 50 eldrevne IC5-tog
Fra 2027 kan rejsende forvente at køre med de kommende IC5-eltog, der produceres af fransk togproducent.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Som led i DSB's udfasning af de nuværende diesellokomotiver til fordel for moderne, elektriske togsæt har DSB besluttet at bestille yderligere 50 IC5-tog.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at kontrakten på 100 eldrevne IC5-tog fra 2021 havde en åbning for bestilling af flere togsæt.
Det er den åbning, som DSB gør brug af nu.
DSB oplyser over for Ritzau, at det ikke kan oplyse prisen på de yderligere 50 togsæt, men at den samlede investering i den nye togflåde på 150 IC5-tog lyder på over 20 milliarder kroner.
I et aktstykke fra Transportministeriet fremgår det, at fortroligheden om den endelige betalingsplan kan ophæves efter ti år. Det begrundes med hensyn til statens økonomiske interesser og leverandørens markedsposition.
Det blev afgjort i 2021, at den franske togproducent Alstom skal levere mindst 100 eldrevne togsæt og vedligehold af dem for omkring 20 milliarder kroner. Det skete efter to års udbud.
Det er uvist, hvor meget prisen på den samlede aftale er steget efter bestillingen af de 50 yderligere togsæt, da enkeltprisen per togsæt ikke er oplyst.
Men den samlede værdi udgør over 20 milliarder kroner, hvilket ifølge DSB gør det til "det hidtil største togindkøb i danmarkshistorien".
Ifølge en tidsplan, der blev aftalt i 2022, skulle togene have været i drift i 2025.
Men grundet forsinkelser er det udskudt til 2027, hvor DSB forventer at kunne indsætte de nye, elektriske IC5-tog i driften.
De første togsæt bliver leveret i 2025. Herefter skal de testes og myndighedsgodkendes, inden de kan tage passagerer med om bord.
Som følge af forsinkelsen på levering af de nye tog indgik DSB og Alstom i 2023 et forlig, hvor parterne blev enige om, at DSB modtager tre ekstra togsæt uden merberegning. Det fremgår af aktstykket.
Dermed kommer den samlede nye togflåde til at tælle 153 IC5-tog, som skal køre mellem landsdelene og en stor del af regionaltrafikken på den statslige jernbane.
DSB's milliardstore indkøb er et resultat af en politisk aftale fra 2018. Det er forventningen, at de er fuldt indfaset på det danske jernbanenet i 2030.
/ritzau/