Horsens, 20/08/2026 - 16:25
Ungarsk mand varetægtsfængsles i sag om dansk piges forsvinden
En 22-årig ungarsk mand er sigtet for langvarig frihedsberøvelse og grooming af en 15-årig dansk pige.
Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 22-årig ungarsk mand, der er sigtet i en sag om en 15-årig dansk piges forsvinden, skal varetægtsfængsles i knap fire uger.
Det har en dommer ved Retten i Horsens besluttet torsdag efter et seks timer langt grundlovsforhør.
Varetægtsfængslingen løber frem til 15. september.
- På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem i dag, er der en begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i den rejste sigtelse, lyder det fra dommeren.
Han tilføjer, at der er grund til at antage, at den 22-årige på fri fod vil kunne påvirke efterforskningen af sagen.
Som ungarsk statsborger uden tilknytning til Danmark er der også en risiko for, at han vil kunne unddrage sig retsforfølgelse, mener dommeren.
Den 22-årige vil ikke kære varetægtsfængslingen.
Han er sigtet for langvarig frihedsberøvelse og grooming af den 15-årige pige.
Hun blev efterlyst af Sydøstjyllands Politi tirsdag den 4. august efter at have forladt sit hjem i Hedensted, der ligger syd for Horsens.
To dage senere blev hun fundet i Ungarn.
Ifølge sigtelsen samlede den 22-årige pigen op på et ukendt sted omkring Hedensted, hvorefter han førte hende ud af landet og fragtede hende til Ungarn.
Det skal være sket i forening med en medgerningsmand, der på nuværende tidspunkt er ukendt.
Manden er også sigtet for i en periode fra den 25. januar i år og frem til den 4. august at have manipuleret og udnyttet sin alder og erfaring til at opbygge en relation til pigen for på et senere tidspunkt at udsætte hende for en seksualforbrydelse.
Det er det, der kaldes grooming.
Den 22-åriges forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt, oplyste under retsmødet, at han nægter sig skyldig i sigtelsen.
Den sigtede har tidligere udtalt sig i et interview med Ekstra Bladet. Her afviste han også at have gjort noget forkert.
Ifølge hans forklaring var han kærester med den danske pige, som han troede var 18 år.
Retsmødet foregik for lukkede døre, hvilket vil sige, at sagens beviser og den sigtedes eventuelle forklaring ikke kommer frem i offentligheden.
Inden dørlukningen oplyste den sigtedes forsvarer, at den 22-årige blev afhørt af politiet onsdag, hvor han blev udleveret til Danmark fra Ungarn.
Manden ønskede derfor ikke at afgive yderligere forklaring under torsdagens retsmøde.
RITZAU




