Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/08/2023 - 08:00

Undgå at regningen løber løbsk når barnet får sin første mobil

Er det tid til, at dit barn skal have sin første mobiltelefon, og frygter du for pengepungen i samme ombæring? Læs, hvordan du forhindrer en uventet regning.

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Barnets første tand, barnets første cykel og barnets første sygedag. Der er mange første gange i et ungt liv.

På et tidspunkt skal barnet nok også have en mobiltelefon. Og det kan skabe grobund for økonomiske nerver hos de forældre, som ender med telefonregningen.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Sydbank anbefaler, at forældrene sikrer sig, at udgifterne ikke løber løbsk, når den tid kommer.

- Det er ikke alle, som er klar over, at sim-kortet også er et betalingsmiddel.

- Som forælder kan man spærre for muligheden for at købe for eksempel spil og ringetoner med sim-kortet, siger forbrugerøkonomen.

Teleselskabet skal blot have at vide, at det er et barn, som bruger sim-kortet, og at alt, der ikke er inkluderet i abonnementet, skal spærres.

Som mobilejer har du flere muligheder, når det kommer til abonnementer. Og ifølge mobilekspert og chefredaktør for mediet meremobil.dk John G. Pedersen bør forældre finde et abonnement, der passer til barnet.

Her skal du blandt andet kigge på, hvor meget data der er brug for, hvor ofte der skal tales i telefon og skrives sms'er, og om du vil kombinere abonnementet med eksempelvis en musik- eller streamingtjeneste.

- Sørg for at finde et abonnement, som indeholder en vis mængde data, som passer til behovet, lyder rådet fra John G. Pedersen.

Du kan også kaste dig over såkaldte børneabonnementer, som de fleste mobiltjenester tilbyder. Her får du ofte en begrænset mængde data med i pakken.

- Vil du sikre dig mod overforbrug, så start med at sørge for, at abonnementet ikke understøtter brug i udlandet, siger John G. Pedersen.

- Det kan hurtigt gå rigtig stærkt med databrugen, hvis dit barn ser meget Netflix eller YouTube på ferien.

Det bliver hurtigt en dyr fornøjelse, da taksten for at bruge data ud over det, der er i abonnementet, kan koste knaster.

Måske er det ikke nødvendigvis en smartphone, som skal være dit barns første telefon. Et andet råd fra John G. Pedersen, som mange børneforældre kan overveje, er nemlig i stedet at anskaffe sig et smartwatch til børn.

- I stedet for at give adgang til hele det store internet på én gang har du som forælder mere kontrol med et smartwatch til børn.

- Du kan eksempelvis via en forældre-app styre, hvilke kontakter der må kontakte barnet og omvendt, siger John G. Pedersen.

Mobileksperten peger slutteligt på, at det er muligt for forældrene at følge barnet, hvis man ønsker det, da der også er en indbygget gps-funktion i de fleste ure.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek