Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jakarta, 03/12/2022 - 12:21

Indonesien rammes af nyt jordskælv kort efter katastrofe

Et jordskælv med en beregnet styrke op 5,7 har ramt Indonesien. Et skælv i november kostede over 330 livet.

Aditya Aji/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Indonesien er lørdag blevet ramt af et nyt jordskælv, mindre end to uger efter at et andet jordskælv dræbte mindst 330 personer i landet.

Lørdagens jordskælv ramte - ligesom det dødelige skælv 21. november - på den indonesiske hovedø, Java. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan.

Skælvet havde en beregnet styrke på 5,7 og ramte i 112 kilometers dybde.

Det er dermed cirka lige så kraftigt som skælvet i sidste måned. Det har til gengæld også ramt langt dybere. Jordskælvet 21. november var relativt overfladisk med en dybde på omkring 10 kilometer.

Der er lørdag ikke umiddelbart meldinger om kvæstede eller ødelæggelser. Der er heller ikke nogen advarsler om tsunamirisiko.

Et jordskælvs konsekvenser afhænger ofte af, hvor dybt skælvet rammer.

Skælvet i sidste måned havde en beregnet styrke på 5,6, hvilket ikke er i den mest voldsomme kategori. Alligevel forårsagede det død og ødelæggelse.

USGS betegner generelt jordskælv med en styrke på omkring 6 som et moderat jordskælv, der typisk kan forårsage materiel skade.

Jordskælv med en styrke på omkring 7 betragtes som store jordskælv, der både kan koste menneskeliv og forårsage store ødelæggelser.

Alle jordskælv med en styrke på over 8 betragtes som svært ødelæggende med både voldsom materiel skade og mange ofre.

Der er kun registreret fem jordskælv med en styrke på 9 eller mere i historien. Det kraftigste var på 9,5 i Chile i 1960.

/ritzau/AFP

København, 26/04/2024 - 07:00

Dronning Margrethe har designet historisk påfugletæppe i Tivoli

Per Folkver/Ritzau Scanpix

Grønne, lilla og blå farver er håndmalet på Pantomimeteaterets nye fortæppe i Tivoli, der afsløres 8. maj.

Gang på gang er Pjerrot trådt ud gennem den store historiske påfuglehale på Pantomimeteateret i Tivoli.

Men det gamle fortæppe har haft brug for at blive forskønnet. Den opgave har dronning Margrethe hjulpet til med.

Onsdag 8. maj afsløres det nye 32 kvadratmeter store påfugle-fortæppe, som dronning Margrethe har designet, i Tivoli.

Det skriver Tivoli i en pressemeddelelse.

- Siden jeg som barn første gang var i Tivoli og oplevede Pantomimen, har jeg været betaget af påfugletæppet, siger dronningen i meddelelsen og tilføjer:

- Jeg er gået til opgaven med en stor respekt for den oprindelige og originale idé, og om det er lykkedes, må andre bedømme.

Hun siger desuden, det har været en sjov og inspirerende opgave, som hun glæder sig til at se det færdige resultat af.

Dronning Margrethe har ikke selv svunget penslen, men hun har designet fortæppet, som er skræddersyet og håndmalet med blå, lilla og grønne farver efter hendes vision.

Det nye fortæppe er blevet lavet i anledningen af Pantomimeteateret i Tivoli i år runder 150 år.

Pantomimeteateret blev opført i 1874 efter tegning af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen, samtidigt med at arkitektparret færdiggjorde Det Kongelige Teater.

Idéen til påfugletæppet stammer angiveligt fra Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen, der havde været i Paris for at hente inspiration til Tivoli.

Det farvestrålende teater er Tivolis ældste bygning. Pantomimeteateret været fredet i 45 år, og teateret fungerer i dag på samme måde, som dengang det blev bygget.

Når det nye fortæppe afsløres 8. maj, vil dronning Margrethe selv være til stede.

I den forbindelse vil publikum kunne opleve en klassisk pantomimescene med Pjerrot, Harlekin og Columbine og taler, der skal være med til at markere teaterets 150 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 25/04/2024 - 18:07

Domstol ophæver voldtægtsdom mod filmproducent Harvey Weinstein

Etienne Laurent/Ritzau Scanpix

Retssag mod filmproducent Harvey Weinstein var en af de mest profilerede sager under MeToo-opgøret.

En appeldomstol i den amerikanske storby New York har torsdag ophævet en dom på 23 års fængsel for seksuelle overgreb til den tidligere filmproducent Harvey Weinstein.

Det skriver The New York Times.

Årsagen til annulleringen af dommen er blandt andet, at der under retssagen mod Weinstein blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Vidnerne fortalte til gengæld om overgreb, som filmskaberen skulle have begået i andre sammenhænge. Der er tale om fire kvinder.

Derfor - og på grund af andre fejl begået i sagen - fik Weinstein ikke en retfærdig rettergang, mener appeldomstolen.

En anden stor fejltagelse var, at dommeren i sagen gav tilladelse til, at sagens anklagere kunne udspørge Weinstein om beskyldninger, som der ikke var rejst tiltale for, og som dermed ikke indgik i sagen.

Harvey Weinstein blev dømt i sagen i 2020.

Hans advokat Arthur Aidala kalder over for The New York Times beslutningen om ophævelsen af voldtægtsdommen for en "sejr".

- Dette er ikke bare en sejr for hr. Weinstein, men for alle tiltalte i delstaten New York, og vi roser appeldomstolen for at værne om de mest basale principper, som en tiltalt bør have i en retssag, siger han.

Fire dommere ved appeldomstolen stemte for, at dommen skulle ophæves, mens tre dommere stemte imod.

Weinstein er også idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.

Det er torsdag eftermiddag uklart, hvordan afgørelsen fra den amerikanske appeldomstol umiddelbart vil påvirke Weinstein.

Først skal distriktsanklager Alvin L. Bragg tage stilling til, om anklagemyndigheden skal søge om at lade sagen mod Weinstein gå om.

Men på grund af dommen fra Californien er Weinstein altså ikke en fri mand.

De 16 års fængsel blev han idømt ved en domstol i Los Angeles i 2022.

Weinstein blev i 2017 indbegrebet af MeToo-opgøret, da en lang række kvinder i filmbranchen anklagede filmskaberen for overgreb.

Selv har Weinstein fastholdt, at alle seksuelle forhold, som han har haft, har været frivillige.

Med andre ord har han gennem både sagerne i New York og Los Angeles nægtet sig skyldig.

Harvey Weinstein er 72 år og afsoner i et fængsel i delstaten New York.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 07:00

FAKTA: Er en dieselbil for dig?

* Du bør minimum skulle køre 30 kilometer per køretur om dagen på dine primære ture, så motoren kan nå at blive tilstrækkeligt varm.

* Om vinteren skal du køre længere for at nå den rette temperatur.

* Mindst halvdelen af din kørsel skal foregå på motorvejen.

* Hvis du ofte sidder i kø på motorvejen, vil motoren alligevel sode til.

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 26/04/2024 - 07:00

Slip for kæmpe regning: Forkert køremønster er ødelæggende for din bil

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Alt for mange små ture kan være skadeligt for din bil. Derfor bør du kortlægge dit kørselsmønster, så du ved, hvilken type bil du har brug for.

Hvis bilen skal holdes sund og rask, er der mange dele, som skal vedligeholdes og plejes.

Noget af det, som kan sende bilen på værkstedet oftere end normalt, er, hvis du har et forkert køremønster.

Det siger Martin Velde Andersen, der er teknisk rådgiver hos bilejernes interesseorganisation, FDM.

- Ved at have et forkert køremønster kan du ubevidst gøre skade på din bil, siger han.

Dieselbilen skal gerne ud at køre langt som sin primære tur, så motoren kan nå at blive varm og dermed holde sig ren.

Det gør den ved at brænde sodpartikler af, som den har opsamlet under kørsel. Og det kan den kun, hvis motoren får lov at køre i lang nok tid.

- Fra du starter motoren, skal du køre omkring 30-40 kilometer og gerne på motorvej, før det giver mening, siger Martin Velde Andersen og understreger, at for mange korte ture i en dieselbil kan ende med at koste dig dyrt.

- Hvis motoren ikke når at køre den cyklus igennem, så når den ikke at brænde partikler af til næste tur. Og så ophober de sig. Hvis et partikelfilter skal skiftes eller renses, så kan det snildt komme til at koste dig 10.000 til 25.000 kroner, siger han.

Ifølge den tekniske rådgiver er det fint, hvis du en dag eller to har nogle kortere ture. Men så skal motoren også ud at varmes op på tredjedagen.

En benzinbil derimod kan håndtere de små ture noget bedre, men den har også godt af at få kørt nogle kilometer en gang i mellem.

- Når vi starter en kold benzinmotor, bruger den noget benzin, som ryger ned i olien i bundkarret. Kører du mange små korte ture, så ligger der pludselig meget benzin i motorolien, siger Martin Velde Andersen og peger på, at det kan gøre, at bilen melder, at den skal til service oftere.

- Den har godt af nogle lange ture, så benzinen deri når at fordampe. Spørger du mig, vil jeg tage benzinbilen ud på motorvejen i 20 minutter mindst én gang om ugen.

Ud over at køre tilstrækkeligt afhænger din bils generelle sundhed også af, hvor ofte du bremser, siger John Gantzhorn, der er teknisk konsulent hos virksomheden Applus Bilsyn.

- Hvis du kører og motorbremser og ikke får brugt bilens bremser, så ruster de. Det ser vi tit ved syn, siger han og uddyber:

- Det er et problem som især rammer elbiler, men som også er vigtigt at huske hos benzin- og dieselbiler.

Derfor er det ifølge John Gantzhorn en god idé at lave en god opbremsning en gang i mellem.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek