Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Jakarta, 03/12/2022 - 12:21

Indonesien rammes af nyt jordskælv kort efter katastrofe

Et jordskælv med en beregnet styrke op 5,7 har ramt Indonesien. Et skælv i november kostede over 330 livet.

Aditya Aji/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Indonesien er lørdag blevet ramt af et nyt jordskælv, mindre end to uger efter at et andet jordskælv dræbte mindst 330 personer i landet.

Lørdagens jordskælv ramte - ligesom det dødelige skælv 21. november - på den indonesiske hovedø, Java. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan.

Skælvet havde en beregnet styrke på 5,7 og ramte i 112 kilometers dybde.

Det er dermed cirka lige så kraftigt som skælvet i sidste måned. Det har til gengæld også ramt langt dybere. Jordskælvet 21. november var relativt overfladisk med en dybde på omkring 10 kilometer.

Der er lørdag ikke umiddelbart meldinger om kvæstede eller ødelæggelser. Der er heller ikke nogen advarsler om tsunamirisiko.

Et jordskælvs konsekvenser afhænger ofte af, hvor dybt skælvet rammer.

Skælvet i sidste måned havde en beregnet styrke på 5,6, hvilket ikke er i den mest voldsomme kategori. Alligevel forårsagede det død og ødelæggelse.

USGS betegner generelt jordskælv med en styrke på omkring 6 som et moderat jordskælv, der typisk kan forårsage materiel skade.

Jordskælv med en styrke på omkring 7 betragtes som store jordskælv, der både kan koste menneskeliv og forårsage store ødelæggelser.

Alle jordskælv med en styrke på over 8 betragtes som svært ødelæggende med både voldsom materiel skade og mange ofre.

Der er kun registreret fem jordskælv med en styrke på 9 eller mere i historien. Det kraftigste var på 9,5 i Chile i 1960.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek