Paris, 06/03/2026 - 23:23
Iran advarer EU-lande: Støt USA's krig og bliv legitime mål
Flere EU-lande har allerede sendt krigsskibe mod Mellemøsten. Iran advarer mod at blive trukket ind i krigen.
Af: /ritzau/
EU-lande, der slutter sig til amerikanske og israelske angreb i Iran, vil blive legitime mål for iranske angreb.
Det siger Irans viceudenrigsminister, Majid Takht-Ravanchi, i et interview med tv-stationen France 24.
Han fortæller, at han allerede har informeret europæiske lande om, "at de skal være forsigtige med ikke at blive involveret i denne aggressionskrig mod Iran."
Hvis et land "slutter sig til USA og Israel i aggressionen mod Iran, vil det også være et legitimt mål for Irans gengældelse", fortæller viceudenrigsministeren til det franske medie.
Flere europæiske lande har sendt krigsskibe mod Mellemøsten, siden USA og Israel indledte angreb i Iran sidste weekend. Det gælder blandt andre Frankrig, Grækenland og Italien, skriver nyhedsbureauet Reuters.
De fleste topembedsmænd i EU har dog fordømt de iranske angreb i regionen.
Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, sagde fredag, at tyskerne i samarbejde med partnere forsøger at finde en diplomatisk løsning for at stoppe krigen.
USA og Israel har siden lørdag bombet flere end 3000 mål i Iran. Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom. Over 40 iranske krigsskibe er blevet beskadiget eller sænket.
Iran har svaret igen med at rette missiler og droner mod en række lande i regionen. Det gælder blandt andet Saudi-Arabien og Qatar.
Storbritannien er klar til at hjælpe Saudi-Arabien med at forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt. Det sagde premierminister Keir Starmer fredag, da han talte i telefon med den saudiske kronprins, skriver nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/




