Washington D.C., 17/08/2026 - 20:35
Trump: USA prøver ikke at forlænge midlertidig Iran-aftale
USA går ifølge Trump ikke efter at forlænge en midlertidig USA-Iran-aftale, der i forvejen vaklede alvorligt.
Af: /ritzau/
USA går ikke efter at forlænge et forståelsespapir, som gav USA og Iran 60 dage til at forhandle om en større aftale.
Det siger USA's præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.
Den midlertidige aftale - det såkaldte memorandum of understanding - som blev underskrevet 17. juni, gav de to lande 60 dage til at nå frem til en større aftale om blandt andet Irans atomprogram og amerikanske sanktioner.
Den står til at udløbe mandag.
Aftalen, som erklærede, at alle militære operationer skulle indstilles, har næsten fra starten levet en omtumlet tilværelse.
Allerede i juli sagde Trump, at han anså forståelsespapiret for ikke at være gældende, og han kaldte sine modparter i Iran for "afskum" og "syge", "voldelige mennesker" efter gensidige angreb.
Esmail Baghaei, der er talsperson for Irans udenrigsministerium, har mandag sagt, at udløbet af de 60 dage er "irrelevant", da forhandlinger aldrig begyndte, skriver ABC News.
RITZAU




