Thorsager, 04/09/2026 - 10:29
Politiet anholder mand med softgun-pistol i Østjylland
Østjyllands Politi fik fredag morgen en anmeldelse om en mand med en pistol i Thorsager. Manden er anholdt.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 56-årig mand er fredag morgen blevet anholdt i Thorsager ved Rønde, efter at Østjyllands Politi fik en anmeldelse om en mand med en pistol.
Det oplyser politikredsen i en myndighedsmeddelelse på Politi Update.
Det viste sig dog, at der var tale om en softgun-pistol.
Softgun-pistoler ligner til forveksling rigtige pistoler, men skyder i stedet med små plastikkugler.
Den 56-årige blev anholdt og taget med på politistationen. Det er ikke oplyst, hvad manden sigtes for.
Ifølge våbenloven må softgun-våben kun bruges på privat grund eller på godkendte baner.
Det er ulovligt at vise et softgun-våben frem i det offentlige, da det kan forveksles med et rigtigt skydevåben.
Det sker med mellemrum, at politiet anholder nogen for at have et softgun-våben synligt i offentligheden.
RITZAU




