Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Minneapolis, 24/01/2026 - 04:54

Tusindvis demonstrerer i minusgrader mod ICE i Minneapolis

En række forretninger i Minneapolis holdt fredag lukket i protest mod ICE. Tusindvis deltog i demonstrationer.

Evelyn Hockstein/Reuters

Af: /ritzau/

Hundredvis af butikker i den amerikanske delstat Minnesota har fredag holdt lukket, mens tusindvis af indbyggere i minusgrader er gået på gaden i protest mod immigrationsmyndigheder i delstaten.

Det skriver mediet BBC.

Arrangørerne bag demonstrationerne havde på forhånd opfordret borgere til at droppe arbejde, skolegang og indkøb for at vise modstand mod den føderale immigrationsmyndighed ICE's indsats i Minnesota.

Det er USA's præsident Donald Trumps administration, som har skruet op for ICE's operationer i delstaten. Det har stået på i mere end seks uger.

Administrationen har sagt, at det sker for at beskytte den offentlige sikkerhed, hvor kriminelle, der befinder sig i USA ulovligt, skal udvises.

Kritikere har dog advaret om, at også migranter, der ikke er kriminelle, og personer med amerikansk statsborgerskab, bliver tilbageholdt.

Spændingerne i Minneapolis er taget til siden 7. januar, hvor en ICE-betjent skød den amerikanske borger Renee Nicole Good. Den 37-årige kvinde var frivillig i et lokalt netværk, som overvåger og dokumenterer ICE-operationer i Minneapolis.

Mens temperaturen faldt til omkring -23 grader, gik tusindvis af mennesker gennem centrum af Minneapolis til byens NBA-arena.

Demonstranterne kunne ifølge BBC høres råbe forskellige slagord, ligesom de afspillede musik.

Corey Lamb, som bor i Minneapolis og ejer forretningen Harriet Grove Botanicals, deltog fredag i en af demonstrationerne, mens hans butik holdt lukket.

Han kritiserer tilstedeværelsen af ICE-betjente i byen og erklærer sig oprørt over drabet på Nicole Good. Butiksejeren ser samtidig razziaerne mod immigranter i byen som en økonomisk trussel mod virksomheder som hans i lokalsamfundet.

- Vi har mange venner, som vi er afhængige af, vi har mange virksomheder, som vi er afhængige af for at få vores egen virksomhed til at fungere, siger Lamb til BBC.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters siger arrangørerne bag demonstrationerne, at op mod 50.000 mennesker deltog. Reuters har ikke kunnet bekræfte tallet, da politiet i Minneapolis ikke har svaret på henvendelser om antallet af deltagere.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek