Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/05/2026 - 19:09

Fem italienere omkommet i dykkerulykke på Maldiverne

Fem italienske statsborgere har mistet livet i en dykkerulykke, da de udforskede grotter i havet.

Mohamed Afrah/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fem italienske borgere har torsdag mistet livet i en dykkerulykke ved Maldiverne.

Det oplyser Italiens udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Fem italienske statsborgere er omkommet efter en ulykke, der skete under en dykkertur på atollen Vaavu, lyder det fra ministeriet i en udtalelse.

En atol er ifølge Danmarks Nationalleksikon en ringformet koralø med en lavvandet lagunesø i midten. Vaavu-atollen ligger omkring 64 kilometer syd for Maldivernes hovedstad, Malé.

Det lyder i ministeriets udtalelse, at dykkerne formentlig er omkommet, mens de har forsøgt at udforske nogle undervandsgrotter, der havde en dybde på 50 meter.

Hvad der er gået galt i forbindelse med dykningen, oplyses ikke.

Ministeriet har heller ikke givet detaljer om identiteterne på de fem personer, og det vides altså ikke, om der er tale om mænd eller kvinder, samt hvilken aldersgruppe de omkomne tilhører.

Der er igangsat en efterforskning, og AFP skriver, at fly og både er sat ind i forbindelse med eftersøgningen. Den italienske ambassade i Sri Lanka arbejder på at underrette ofrenes familier.

Det lokale medie The Edition skrev kort inden klokken 19.30 lokal tid, at politiet oplyste, at én af de fem dykkere var blevet fundet død.

Dykkeren blev ifølge AFP fundet inde i en grotte, og det forventes, at de resterende fire dykkere bliver fundet i den samme grotte.

Ifølge The Edition var de fem italienske borgere turister om bord på dykkerbåden "Duke of York".

De blev meldt savnet omkring klokken 13.45 lokal tid - 9.45 torsdag morgen dansk tid.

Dykkerne om bord på båden gik i vandet i løbet af morgenen og blev meldt savnet, da de endnu ikke havde været oppe ved overfladen om eftermiddagen.

Mediet skriver desuden, at vejrforholdene ved dykkerstedet har været dårlige, og at det lokale vejrinstitut har udsendt et gult varsel for området, hvilket betyder, at man skal være særligt opmærksom.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek