Sydney, 16/12/2025 - 11:52
Ægtepar i 60'erne forsøgte at stoppe gerningsmand under Sydney-angreb
Boris og Sofia Gurman blev begge dræbt, da de forsøgte at stoppe den ene gerningsmand ved Bondi Beach.
Af: /ritzau/
Et ægtepar forsøgte tilsyneladende at overmande den ene af de to gerningsmænd bag skudangrebet i Sydney søndag, men endte med at blive skudt og lå efterfølgende livløse på et fortov ved Bondi Beach.
Det fremgår af videooptagelser fra stedet, skriver avisen The Guardian.
Et dashcam på en forbipasserende bil på vejen Campbell Parade ved Bondi Beach optog tilfældigvis episoden.
På optagelsen, som er offentliggjort af bilisten, kan man se, at den 69-årige Boris Gurman og den 50-årige Sajid Akram - som er udpeget som én af to gerningsmænd - begge falder mod asfalten bag en parkeret bil.
Boris Gurman har en riffel i hånden. Riflen har han tilsyneladende vristet ud af hænderne på Sajid Akram, som ikke bærer noget våben.
Til stede er også Boris Gurmans hustru, den 61-årige Sofia Gurman. Ifølge The Guardian er hun involveret i tumulten.
På dronebilleder fra stedet, som er optaget efter optrinnet, kan man se, at Boris og Sofia Gurman ligger livløse på fortovet på Campbell Parade.
Deres familie har bekræftet, at de blev dræbt på stedet.
Angrebet ved Bondi Beach kostede i alt 15 personer livet. Derudover blev Sajid Akram skudt og dræbt af politiet.
Ifølge politiet begik han angrebet sammen med sin 24-årige søn.
/ritzau/




