Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rouen, 08/07/2025 - 17:47

Tadej Pogacar får revanche i spurtduel mod Van der Poel

Tadej Pogacar tog sin sejr nummer 100, da han slog Van der Poel og Vingegaard på 4. etape af årets Tour.

Benoit Tessier/Reuters

Af: /ritzau/

Med sin sejr nummer 100 i karrieren fik Tadej Pogacar (UAE Emirates) tirsdag revanche mod Mathieu van der Poel (Alpecin) og vandt 4. etape af Tour de France.

De to cykelstjerner var en del af en eksklusiv, lille favoritgruppe, hvor Jonas Vingegaard (Visma) også sad, der skulle spurte om sejren på den kuperede etape.

På etapens sidste og meget stejle stigning angreb Pogacar og kun Vingegaard kunne følge ham. Men de to rivaler blev indhentet igen af en mindre gruppe på det flade stykke ind mod mål, hvor Van der Poel sad.

På 2. etape var Van der Poel bedre end Pogacar i en spurt, men denne gang vandt den slovenske verdensmester.

De er i nu samme tid i klassementet, men på grund af bedre etapeplaceringer beholder Van der Poel sin førertrøje.

Jonas Vingegaard kom i mål på tredjepladsen, mens Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) imponerede og blev nummer ni - syv sekunder efter de forreste.

Vingegaard er nu otte sekunder efter Van der Poel og Pogacar i klassementet på en tredjeplads, inden der onsdag venter en enkeltstart. Skjelmose rykker op som løbets nummer ti.

Straks efter den 174 kilometer lange etape til Rouen blev givet fri, kørte Lenny Martinez (Bahrain Victorious), Jonas Abrahamsen (Uno-X) og Thomas Gachignard (TotalEnergies) fra feltet.

Kort tid efter stak Kasper Asgreen (EF) fra feltet på egen hånd og fik kontakt efter godt 20 kilometers kørsel og dermed godt 154 km fra mål.

Feltet gav dem dog på intet tidspunkt lang snor, og meget mere end 2 minutter og 15 sekunder fik de ikke.

Mathieu van der Poels Alpecin-mandskab holdt dem under skarp kontrol frem mod den kuperede afslutning på ruten.

Med 50 til mål var Asgreen og hans tre følgesvende således 1 minut og 43 sekunder væk. Det forspring var nok for udbruddet til at komme først over den første ud af i alt fem stigninger, og her tog Asgreen det ene bjergpoint.

Inden toppen af den næste stigning blev Asgreen hentet af feltet med 28 kilometer til mål, og dermed sluttede det første danske udbrudsforsøg i årets Tour.

Først hen mod finalens sidste og meget stejle stigning blev der for alvor åbnet op, og det stod Jonas Vingegaards Visma-hold for. Da stigningen startede, overtog UAE Emirates straks fronten for Tadej Pogacar.

Den forsvarende mester lancerede et hårdt angreb, og kun Jonas Vingegaard sad i hjulet over toppen efter kortvarigt at have mistet det.

De to holdt dog ikke farten oppe og blev i stedet opslugt af en mindre gruppe med blandt andre Mathieu van der Poel og Remco Evenepoel (Quick-Step).

Derfor ventede der en spurtafslutning i den lille gruppe, hvor Van der Poel åbnede med Pogacar i hjulet, men måtte sætte sig ned i sadlen på de sidste meter og se sig slået.

I spurten tabte Evenepoel tre sekunder, og verdensmesteren i enkeltstart er nu næsten et minut efter de forreste, inden favoritdisciplinen venter onsdag.

/ritzau/

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:11

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til uddelingen af årets Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder Bedste Dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

I hælene på "Severance" følger krimidramaserien "The Penguin", der handler om Batman-superskurken af samme navn, med 24 nomineringer.

Den kommende prisuddeling løber af stablen natten til den 15. september i Los Angeles. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmbranchen.

Også titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for Bedste Dramaserie.

Begge serier har gået deres sejrsgang verden over. "The White Lotus" havde premiere i 2021 og har indtil videre kørt i tre sæsoner.

I serien følger man gæster og ansatte på et luksusresort kaldet "The White Lotus". Hver sæson foregår på en forskellig destination med hver deres gæster og personale. Enkelte karakterer er med i flere sæsoner.

Imens er "The Last of Us" baseret på et populært Playstation-spil og foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor en svampeepidemi har ødelagt civilisationen.

Ved årets uddeling er også serier som "The Bear" og "Hacks" blandt de nominerede.

Prismodtagerne ved årets Emmy-uddeling bliver udpeget af cirka 26.000 kunstnere, instruktører, producere og andre medlemmer af Television Academy, som står bag prisuddelingen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den amerikanske komiker Nate Bargatze, der er vært for uddelingen i september.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:04

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til den kommende uddeling af Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder bedste dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

Også populære titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for bedste dramaserie.

Den kommende prisuddeling løber af stablen 15. september. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmverdenen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

FAKTA: Lydbøger er et populært alternativ

* Lydbøger er blevet populære i Danmark, og salget og brugen af lydbøger vokser fortsat.

* I 2010 udkom der lige under 2000 lydbøger om året i Danmark - ti år senere var det tal tredoblet.

* I 2018 svarede 9 procent i en Gallup-undersøgelse, at de brugte lydbøger minimum én gang ugentligt. I 2023 lød det tal på 19 procent.

* Aldersgruppen fra 30 til 49 år inderholder de mest aktive lyttere af lydbøger.

* Men også blandt de unge mellem 12 til 19 år har brugen af lydbøger været stigende de seneste år.

Kilder: Kulturministeriets Bogpanel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

Mord i kufferten: Her er krimiforfatternes sommeranbefalinger

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Grubler du over, hvad du skal læse i løbet af sommeren? Fortvivl ej. Walther Rebernik, Lone Theils og Michael Katz Krefeld guider dig til en god krimi.

For mange hører sommeren uløseligt sammen med en god bog.

Det mener 96 procent ifølge en nylig undersøgelse fra onlineboghandlen Saxo. Men knap seks ud af ti ved ikke, hvad de skal læse.

Når det kommer til genrer, viser undersøgelsen, at krimier er et hit blandt danskerne.

Derfor får du her tre krimiforfatteres bud på bøger, du kan tage med på ferie eller læse i haven under sommersolen:

1) Walther Reberniks anbefalinger:

* Jens Lapidus' Stockholm Noir-serie, der består af bøgerne "Cash", "Aldrig fucke op" og "Livet de luxe".

- Jeg kan godt lide, når vi er nede i underverdenen, og man ikke kan kende forskel på ven og fjende. Her lander du direkte på de blodige brosten i Stockholms underverden og kommer helt ned i møget. Jeg elsker de bøger og har læst dem flere gange, siger Walther Rebernik.

* "Kæntring" af David Garmark.

Den 68-årige pensionerede retsmediciner Walther Brinks liv bliver vendt på hovedet, da han pludselig får ansvaret for sit oldebarn.

- Grunden til, at den er så god, er, at den mere handler om to lidt besværlige mennesker, der finder kærlighed til hinanden, end den egentlig handler om forbrydelsen, fortæller Walther Rebernik.

* "Manden fra mørket" af Ole Christian Madsen.

Et drama, der tager afsæt i efterkrigstidens magtkampe med både kærlighed og brutalitet.

- Den er barsk. Og så synes jeg, det er enormt imponerende, at man kan skrive i en anden tid end ens egen, siger Walther Rebernik.

2) Lone Theils' anbefalinger:

* "Uniform" af Thomas Rydahl, første bind i krimiserien "Den københavnske nat".

- Det er en af de mest medrivende krimier, jeg har læst i år. Man bliver totalt involveret i den 23-årige politiaspirant Salmas liv. Jeg venter med længsel på bind to, siger Lone Theils.

* "Ud af mørket" af Heidi Amsinck.

Bogen handler om niårige Matilde Clausen, der forsvinder sporløst fra en legeplads midt i København, og en febrilsk eftersøgning sættes i gang.

- Jeg er kæmpe fan af journalisten Jensen, hvis fornavn er hemmeligt. Både ældre mennesker og børn forsvinder på mystisk vis, indtil Jensen og hendes rebelske sidekick Gustav går ind i sagen, fortæller Lone Theils.

* "Aske i sneen" af Oriana Ramunno.

Giver det overhovedet mening at opklare et mord i Auschwitz, når tusindvis af mennesker dør hver uge samme sted?

Det er et af de spørgsmål, kriminalkommissær Hugo Fischer må stille sig selv, da han bliver sendt afsted for at løse en umulig opgave.

- En krimi, der minder os om, hvad der aldrig må ske igen, lyder anbefalingen.

3) Michael Katz Krefelds anbefalinger:

* "Blodblomster" af Jacob Weinrich.

Ifølge Michael Katz Krefeld skal du pakke "Blodblomster" til sommerturen.

Her følger man blandt andet en kvindelig præst i den uhyggelige og psykologisk medrivende krimi, der handler om et selvmord, der trækker tråde til et uopklaret drab.

- Min kollega Jacob Weinrich er en af de bedste krimiforfattere, vi har. Den er en rigtig page turner, der går godt til både en Aperol Spritz og en champagnebrus, lyder anbefalingen fra Michael Katz Krefeld.

* Novellesamlingen "Drømmerne og andre fortællinger" af Stephen King.

Et møde med en alien på jagtturen eller at blive stalket af en tom tvillingebarnevogn. Det er bare nogle af ingredienserne i Stephen Kings novellesamling.

Som det næsten altid er med Stephen King, er det overnaturlige på spil. Men her er det doseret, så der er plads til læserens egen fortolkning af, hvad der kunne være forklaringen i de selvstændige noveller.

- Generelt fornemmer man, at King er blevet 80. For samlingen er skrevet med melankoli og visdom - og en smule frygt for den tid vi lever i. Kæmpe anbefaling, lyder det fra Michael Katz Krefeld.

* "At tænke hurtigt og langsomt" af nobelprismodtager Daniel Kahneman.

Bogen forklarer, hvordan menneskers beslutninger påvirkes af to tænkesystemer: det hurtige, intuitive og det langsomme, analytiske.

- Der er mange eksempler på genkendelige tankefejl og hverdags-bias, ligesom bogen underholder med overraskende eksempler og til tider absurde psykologiske eksperimenter.

- Bliv klog på dig selv og ikke mindst din nabo ved poolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek