Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/04/2024 - 09:56

Ukrainske energianlæg meldes ramt under russisk angreb

Ifølge ukrainsk energiminister er mindst én person såret i forbindelse med angreb på ukrainske energianlæg.

Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Rusland har lørdag angrebet energianlæg i tre regioner i Ukraine.

Det siger Ukraines energiminister, German Galushchenko, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mindst en medarbejder meldes såret, mens materiel er blevet beskadiget ved angrebet, lyder det fra ministeren.

De russiske angreb var ifølge energiministeren rettet mod regionerne Dnipropetrovsk i det centrale Ukraine og de to vestlige regioner Lviv og Ivano-Frankivsk.

Ifølge Dtek, der er Ukraines største private energiselskab, er fire af selskabets varmekraftværker blevet ramt i forbindelse med angrebet.

- Virksomhedens materiel er blevet alvorligt beskadiget. I øjeblikket forsøger medarbejdere at afhjælpe konsekvenserne af angrebet, skriver Dtek i en udtalelse.

Virksomheden bekræfter, at der er tilskadekomne, men oplyser ikke, hvor mange der er såret.

I Dnipropetrovsk har det ukrainske luftforsvar lørdag nedskudt 13 russiske missiler, siger regionens guvernør, Serhij Lysak.

- Desværre kunne vi ikke undgå konsekvenser. Energianlæg i både Dnipropetrovsk og Kryvyj Rih er beskadiget, og der er udbrudt brand, siger han.

Han fortæller desuden, at vandforsyningen blev afbrudt i byen Kryvyi Ri.

Siden den 22. marts har Rusland optrappet angrebene på den ukrainske energisektor. Varme- og vandkraftværker og anden energiinfrastruktur har nærmest dagligt været udsat for angreb.

Embedsmænd oplyser, at Ukraine i forbindelse med de mange angreb den seneste måned har mistet omkring 80 procent af landets varmeproduktion og 35 procent af dets vandkraftkapacitet.

Energisektoren i landet var allerede inden den 22. marts svækket efter angreb sidste vinter.

På trods af mildt forårsvejr i Ukraine de seneste uger kan den ukrainske energiforsyning ikke følge med. Landets regering har derfor indført planlagte strømafbrydelser i flere regioner.

Lørdag meldes der dog også om angreb den anden vej.

I den russiske Krasnodar-region er der i byen Slavjansk en større brand på et olieraffinaderi, som ifølge selskabet bag anlægget er delvist ude af drift.

Det skyldes et mistænkt ukrainsk droneangreb.

/ritzau/Reuters

Silkeborg, 09/05/2024 - 11:11

Koncert holder ærgerlig Lars Lilholt væk fra pokalfinalen

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Lars Lilholt er kæmpe fan af Silkeborg IF, men havde ikke tænkt på pokalfinalen, da han indgik koncertaftale.

Han er fast inventar til alle hjemmekampe, han har tidligere været spillersponsor i klubben, og han har sågar fejret en superligaoprykning inde på banen med alle spillerne få sekunder efter slutfløjt.

Musikeren Lars Lilholt er blandt Silkeborg IF's største fans, og det nager ham, at han torsdag går glip af klubbens vigtigste kamp i årevis: pokalfinalen mod lokalrivalen AGF.

Godt nok kan han følge med fra sofaen, men ikke i Parken, som han ellers gerne ville. For halvandet år siden indgik han en koncertkontrakt, og dengang havde han ikke tænkt på, at Silkeborg potentielt kunne stå i en pokalfinale i København.

- Jeg kommer desværre kun til at se kampen i fjernsynet, for jeg har et arrangement om aftenen, og det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har inviteret min bedste kammerat på besøg. Han er AGF'er, så vi må se, om vi kan komme igennem kampen uden at skændes.

- Jeg er træt af, at jeg ikke kan være derovre. Jeg har en kontrakt på en koncert underskrevet for halvanden år siden, og den kan jeg simpelthen ikke komme ud af. Sådan er det. Dengang havde jeg ikke skænket det en tanke, at SIF kunne være i pokalfinalen, siger Lars Lilholt.

Han husker med glæde tilbage på DM-titlen i 1994 og pokaltitlen i 2001, og han mindes nogle minutter i en berusende fodboldhimmel, da Silkeborg førte pokalfinalen mod Brøndby for seks år siden, selv om jyderne godt nok endte med at tabe.

Han under alle klubbens nye og gamle fans at få endnu en stor oplevelse, for siden den seneste triumf for 23 år siden har klubben budt sine tilhængere seks nedrykninger, som trods alt er blevet modsvaret med seks oprykninger.

- Jeg har set alle Silkeborgs hjemmekampe i de sidste 30 år, og solen skinner jo stærkere, når de har vundet, for så er det en dejlig dag. Og tilsvarende bliver jeg jo deprimeret, når de ikke vinder. Sådan er det at holde meget med et fodboldhold.

- Når man holder med et hold, så er det jo i medgang og modgang. Det kan give så stor glæde, men det kan også være en lidelse. Heldigvis er det ved at være nogle år siden, det var en lidelse at holde med SIF, siger Lars Lilholt.

- Hele byen håber jo på det bedste. 12.000 har fået billetter til Parken, og flere ville gerne have haft. Der kommer over 20.000 fra Aarhus. Som spiller må det være helt fantastisk at løbe ind til sådan en kamp. Da jeg spillede for Gammel Rys oldboyshold, var der nogen gange fire-fem tilskuere. Det var som regel spillernes børn, tilføjer han muntert.

Silkeborgenserne har blot vundet en enkelt superligakamp i foråret, og i foreløbig tre forsøg i denne sæson er det ikke lykkedes at slå AGF. Alligevel har den garvede musiker en god fornemmelse på sit holds vegne.

- Lige nu er vi ikke inde i alt for god periode, men af alle hold i top-6, så vil jeg da helst skulle møde AGF i finalen. Vi har en reel chance for at vinde.

- I de seneste to kampe mod AGF har vi været det bedste hold, men den ene endte uafgjort, og i den anden tabte vi på et åndssvagt selvmål. Så jeg tror da bestemt, vi godt kan slå dem, siger Lars Lilholt.

Han har fulgt torsdagens modstander tættere de seneste to sæsoner end tidligere. På aarhusianernes midtbane render en nær familieven nemlig rundt.

- Jeg følger AGF, fordi Mads Emil Madsen er en af mine drenge, og han spiller jo på deres midtbane. Jeg ser helst, at Mads taber pokalfinalen, men uanset hvad er han en god dreng. Jeg har trænet ham, og han er kommet i vores hjem, siden han var tre år, og han har boet sammen med min søn.

- Så jeg ønsker alt det bedste for ham undtagen lige Kristi himmelfartsdag. Men hvis han ender med at vinde, så er han stadig velkommen hjemme hos os, siger Lars Lilholt og påpeger lunt, at AGF skal være glade for, at de i det mindste har én god spiller på holdet.

Pokalfinalen i Parken fløjtes i gang klokken 17.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 09/05/2024 - 09:00

FAKTA: Fra top til flop i Eurovision

John Macdougall/Ritzau Scanpix

Det er 11 år siden, at Danmark sidst vandt Eurovision. Siden har der været langt til toppen.

Saba skal forsøge at skrive sig ind i dansk musikhistorie efter Grethe og Jørgen Ingmann, Brødrene Olsen og Emmelie de Forest.

Sabas nummer "Sand" er Danmarks bud på en Eurovision-vindersang. Men først skal hun kvalificere sig til finalen, og sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019.

* 2023: Røg ud af semifinalen - Reiley med "Breaking My Heart".

* 2022: Røg ud af semifinalen - Reddi med "The Show".

* 2021: Røg ud af semifinalen - Fyr & Flamme med "Øve os på hinanden".

* 2020: Eurovision aflyst grundet coronapandemien.

* 2019: 12.-plads - Leonora med "Love Is Forever".

* 2018: 9.-plads - Rasmussen med "Higher Ground".

* 2017: 20.-plads - Anja Nissen med "Where I Am".

* 2016: Røg ud i semifinalen - Lighthouse X med "Soldiers of Love".

* 2015: Røg ud i semifinalen - Anti Social Media med "The Way You Are".

* 2014: 9.-plads - Basim med "Cliche Love Song".

Kilde: eurovision.tv.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2024 - 10:00

FAKTA: Kom tæt på dyrene

* Gå i skjul i et fugletårn. Tag ud i de tidlige morgentimer, hvor fuglene ofte er aktive.

* Bevæg dig væk fra byens lys og stiens lygtepæle i aftentimerne. Se op mod himlen, og oplev flagermus.

* Tag en dykkermaske og en snorkel med på stranden. Stik hovedet ned i vandet ved et tangbælte eller stenrevler. Så kan du se liv under vandet som krebs, fiskeyngel og rippegobler, hvis tråde changerer som diamanter.

* Vend en sten eller et gammelt stykke trøsket træ i skoven, og oplev nogle af de insekter, du normalt ikke får lov at se. Det kan være løbebille eller smælderlarver.

Kilde: naturvejleder Jes Aagaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/05/2024 - 10:00

Læg dig i skovbunden og få en uforglemmelig naturoplevelse

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis du prøver at gå i et med naturen, kan du lokke nogle af de mere sky eksistenser frem fra deres skjul.

Når du går en tur i skoven eller andre naturområder, er det måske med en makker, du har gode samtaler med, eller en afslappende podcast i ørerne. Det kan også være, du svinger dig op i cykelsadlen og kombinerer frisk luft og naturkulisser med syre i benene.

Men hvis det er dine foretrukne metoder, risikerer du at gå glip af nogle helt unikke naturoplevelser.

- Når man går igennem naturen, er det kun de mest resistente dyr, der bliver tilbage og ikke lader sig påvirke af, at man er der, siger bestyrelsesmedlem hos Danmarks Naturfredningsforening Peter Skov Kragh Halling, der er under uddannelse som naturvejleder på Skovskolen ved Københavns Universitet.

Prøv i stedet at stå stille - og være stille. Så kan du nemlig snyde dyrene til at glemme, at du er der.

- Så kommer dyrene frem. Der kan pludselig komme en mus, fordi den tænker, at der ikke længere er fare på færde, siger Peter Skov Kragh Halling.

Faktisk er hans råd, at du smider hæmningerne og gør noget lidt ud over det sædvanlige: Læg dig ned i skovbunden, luk øjnene, og brug dine sanser.

- Så skal man bare lytte, dufte og måske lade sine fingerspidser vandre gennem blade og blomster. Og mærke roen falde over sig, siger Peter Skov Kragh Halling og fortsætter:

- Fordi man lukker øjnene, åbner man også op for sanseapparatet på en anden måde. Man er meget hurtig til at afkode med sine øjne, hvad man ser, og så har har man registreret det og går videre. Så at gå i et med naturen giver en fantastisk ro.

Biolog og Naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard råder dig til at "blive jæger for en dag", hvis du vil have nogle naturoplevelser ud over det sædvanlige.

- Jeg er selv jæger og står meget tidligt op og går først hjem, når solen er gået ned. Hvis man er ude i naturen i de blå timer - altså omkring solopgang og solnedgang - er der meget større sandsynlighed for at få de meget unikke oplevelser. Hvis man formår at være stille, siger naturvejlederen.

Mange af vores dyr forholder sig i ro i løbet af dagen, hvor de er bange for at blive set af rovdyr. Men når mørket nærmer sig, kommer de frem i skumringen.

- Ræven kommer listende, eller grævlingen er på hjem fra at fouragere, siger Jes Aagaard som eksempler.

Et godt sted at kigge efter dyrene er på kanten til det lysåbne. For eksempel i udkanten af skoven eller engen.

Prøv også at aflæse naturen, lyder naturvejlederens råd:

- Kig efter de steder, hvor dyrene går. Ser man veksler - altså dyrestier - i form af et lille smalt spor, der går ind i skoven, er det et godt sted at sætte sig.

Og så gælder det ellers bare om at vente og prøve at falde i et med naturen. Er du heldig, lægger en af de faste gæster på stien vejen forbi.

- Her i maj sætter rådyrene deres lam, og der er ikke noget skønnere end at se Bambi med brune øjne og sin unge, siger Jes Aagaard.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek