Norge, 15/06/2026 - 10:00
OVERBLIK: Det er Marius Borg Høiby dømt og frifundet for
Oslo Tingrett har mandag afsagt dom i sagen mod kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby.
Af: /ritzau/
Marius Borg Høiby er mandag morgen blevet idømt fire års fængsel i en sag, der har kørt i Oslo Tingrett i løbet af februar og marts i år.
Høiby var tiltalt for i alt 40 forhold, heriblandt fire voldtægter og mishandling i nære relationer.
Her er et overblik over, hvilke anklager Høiby er fundet skyldig i:
* Voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje på det norske kronprinspars officielle residens, Skaugum, i december 2018.
* Voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje til en efterfest i påsken 2024.
* Mishandling i nære relationer ved at have udsat sin ekskæreste Nora Haukland for psykisk og fysisk vold gennem et år.
* I flere tilfælde at have filmet kvinder i seksuelle situationer uden deres samtykke.
* Vold og brud på tilhold mod en anden ekskæreste samt trusler mod en mand, der er bekendt til kvinden, som i sagen er omtalt som Frogner-kvinden.
* Flere trafikforseelser og transport af hash.
Ud over fængselsstraffen skal Høiby betale erstatning til flere af de forurettede kvinder. I alt er han dømt til at betale et beløb på 640.000 norske kroner - svarende til 430.000 danske kroner.
Han er også tildelt et forbud mod at kontakte Frogner-kvinden i to år.
Høiby er samtidig frifundet for fire anklager mod ham:
* En fuldbyrdet voldtægt i Lofoten i efteråret 2023.
* En voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
* To brud på tilhold mod Frogner-kvinden.
Kilder: NTB, VG, DR og Ritzau.
/ritzau/




