Tel Aviv, 27/05/2026 - 07:59
Israel melder leder af Hamas' væbnede gren dræbt under angreb
Mohammed Odeh blev udpeget som leder af Hamas' væbnede gren, efter hans forgænger blev dræbt tidligere i maj.
Af: /ritzau/
Lederen af Hamas' væbnede fløj, Mohammed Odeh, er blevet dræbt under et israelsk angreb på Gaza By tirsdag.
Det skriver Israels forsvarsminister, Israel Katz, onsdag morgen i et opslag på det sociale medie X.
Forsvarsministeren meddelte tirsdag aften i en udtalelse sammen med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at et angreb i Gaza tirsdag var rettet mod netop Odeh.
Angrebet fandt sted 11 dage efter, at Odehs forgænger, Izz al-Din al-Haddad, blev dræbt i et israelsk angreb den 15. maj.
Netanyahu og Katz beskrev efterfølgende al-Haddad som en person med en central rolle under angrebet på Israel 7. oktober 2023.
Det samme var Mohammed Odeh, skrev Netanyahu og Katz i deres fælles udtalelse tirsdag aften.
- Odeh var chef for Hamas' efterretningstjeneste under massakren den 7. oktober og blev for cirka en uge siden udnævnt til efterfølger for Izz al-Din al-Haddad, lød det i erklæringen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Hamas stod i spidsen for angrebet på Israel 7. oktober 2023, hvor cirka 1200 personer blev dræbt, og 250 personer taget som gidsler.
Angrebet fik Israel til at iværksætte krigen mod Hamas i Gaza.
Hamas og Israel nåede i oktober sidste år frem til en aftale, der stoppede de mest omfattende kamphandlinger, men det er ikke lykkedes at nå frem til en permanent og varig løsning på konflikten i det palæstinensiske område.
/ritzau/




