La Paz, 05/09/2026 - 04:02
Flere er dræbt efter eksplosion på militærkaserne i Bolivia
Lokal sundhedsdirektør oplyser, at op mod 15 har mistet livet. Politiet siger, at to er døde, og 59 er såret.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere personer har fredag mistet livet efter en eksplosion på en militærkaserne i byen Viacha i Bolivia.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Det præcise dødstal er fortsat uklart.
Reuters skriver på baggrund af oplysninger fra en lokal sundhedschef, at mellem 10 og 15 personer er blevet dræbt.
Det er Rita Nebraska, der er kommunal sundhedsdirektør i Viacha, der beretter om dødstallet til en lokal tv-station, skriver Reuters.
AFP skriver på baggrund af oplysninger fra politiet, at to personer er døde, og 59 er såret i eksplosionen.
Roger Roca, der er politiets talsperson, siger ifølge nyhedsbureauet, at fyrværkeri var opbevaret på militærbasen. Årsagen til eksplosionen efterforskes stadig.
Syv personer er fortsat savnet, oplyser talspersonen for politiet til AFP.
Bolivias forsvarsminister, Ernesto Justiniano, skrev tidligere fredag på Facebook, at eksplosionen fandt sted i et område, hvor der opbevares pyroteknisk materiale. Størstedelen af de kvæstede er civile, skrev ministeren.
Videoer af eksplosionen, som er blevet delt på sociale medier, viser en søjle af tæt, sort røg, der stiger op fra kasernen, som ligger i byens centrum. Det skriver AFP.
Viacha ligger omkring 30 kilometer sydvest for Bolivias hovedstad, La Paz, og har omkring 100.000 indbyggere.
RITZAU




