Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Wellington, 17/03/2023 - 03:48

New Zealand følger trop med TikTok-forbud i parlamentet

New Zealand er blot det seneste land i rækken til at begrænse brugen af TikTok for parlamentsmedlemmer.

Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

New Zealand slutter sig natten til fredag dansk tid til det væld af lande, som på den ene eller anden måde har begrænset brug af appen TikTok på statens arbejdstelefoner.

Parlamentets servicechef, Rafael Gonzales-Montero, oplyser, at den populære sociale medie-app inden udgangen af marts vil være forbudt på alle telefoner, som har adgang til parlamentets netværk.

- Baseret på de informationer, som vi har, har Parlamentets Service besluttet, at risici ikke er acceptable i New Zealands Parlaments nuværende klima, skriver han i en e-mail til nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen er taget efter rådgivning fra flere eksperter inden for cybersikkerhed og drøftelser internet i regeringen og med andre lande.

I flere ministerier i Danmark må embedsmænd ikke have installeret TikTok på telefoner, som de bruger til deres arbejde.

Folketingsmedlemmer bliver også frarådet det, og visse partier har sågar beordret deres folketingsmedlemmer til at slette appen.

I Storbritannien er appen blevet forbudt på alle telefoner, der er udstedt af staten. Det gælder også USA, hvor ansatte i styrelser har fået frem til udgangen af marts til at slette appen.

I USA har regeringen sågar truet med et regulært forbud mod appen i hele landet, hvis ikke TikToks kinesiske moderselskab, ByteDance, makker ret og sælger dets andel i appen.

Bekymringerne verden over er, at ByteDance har adgang til brugerdata fra hele verdens TikTok-brugere. Der hersker mistanke om, at ByteDance deler den data med den kinesiske regering - noget som Kina gentagne gange har afvist.

ByteDance har dog allerede tidligere erkendt, at dets ansatte i Kina kan tilgå brugerdata om i hvert fald australske TikTok-brugere.

- Vores sikkerhedsafdeling minimerer antallet af personer, der har adgang til data og begrænser det til personer, som har brug for den data for at kunne gøre deres arbejde, sagde ByteDances politiske direktør i Australien, Brent Thomas, sidste år ifølge det australske medie ABC.

- Vi har aldrig videregivet australske brugerdata til den kinesiske regering, vi er aldrig blevet bedt om at videregive australske brugerdata til den kinesiske regering, og vi vil ikke udlevere det, hvis vi blev bedt om det.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek