Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kinshasa, 15/07/2026 - 03:10

DR Congo registrerer mere end 2000 ebolasmittede

Den sjældne ebolavariant Bundibugyo spreder sig i DR Congo. Dødeligheden ligger i øjeblikket på 37,5 procent.

Benediction Murhabazi/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Antallet af bekræftede ebolatilfælde i DR Congo er nået over 2000.

Det skriver landets kommunikationsministerium natten til onsdag i et opslag på det sociale medie X.

I alt er 2011 personer i landet blevet testet positive for sygdommen.

Blandt de smittede er 754 døde.

753 personer modtager i øjeblikket behandling, mens 366 smittede personer er kommet sig efter sygdommen, fremgår det.

Dødeligheden ligger i øjeblikket på 37,5 procent.

Smittens epicenter ligger i provinsen Ituri, og den har siden udbruddet spredt sig til provinserne Nord-Kivu og Syd-Kivu.

Mandag oplyste DR Congos nationale institut for folkesundhed, at sygdommen også har spredt sig til provinserne Haut-Uele og Tshopo, der ligger i den nordlige del af landet.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vurderede i en pressebriefing tirsdag, at det reelle antal smittede i DR Congo er "mindst dobbelt så mange" som de 1963 smittetilfælde, man havde kendskab til på daværende tidspunkt.

- Vi mener, ud fra vores støtte og modeller, at omfanget af udbruddet er mindst to til fire gange antallet af de tilfælde, vi har opdaget, sagde Chikwe Ihekweazu, der er WHO's krisechef, under pressebriefingen i schweiziske Genève.

Det er den sjældne ebolavariant med navnet Bundibugyo, der spreder sig. Der er ingen godkendt behandling eller vaccine mod sygdommen.

De første kliniske forsøg med et antiviralt lægemiddel til personer, der har været udsat for smitte, er dog begyndt, oplyser WHO tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forsøget skal undersøge, hvor effektivt lægemidlet obeldesivir er som forebyggende behandling hos personer, der har været i kontakt med smittede.

Lægemidlet indtages i tabletform og er udviklet af det amerikanske medicinalfirma Gilead Sciences. Det har i prækliniske forsøg haft effekt mod virusser i filovirus-familien, som omfatter andre ebolavarianter og andre virusser, der skader blodets evne til at størkne.

Nogle patienter med Bundibugyo-varianten udvikler indre og ydre blødninger.

RITZAU

TjekDet - faktatjek