Odense, 20/02/2026 - 07:19
Større uheld udfordrer fredagstrafikken i begge retninger på Fyn
Man må forvente kødannelser og forlænget rejsetid under hele morgenmyldretiden på Fynske Motorvej.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Et større uheld påvirker trafikken i begge retninger på E20 Fynske Motorvej mellem Odense og afkørsel 48 Tietgenbyen fredag morgen.
Motorvejen var for en stund helt spærret i østgående retning, men nu er et spor farbart. Det oplyser Vejdirektoratet klokken 07.10.
Man må forvente kødannelser og forlænget rejsetid under hele morgenmyldretiden.
- Vi forventer normal rejsetid i løbet af formiddagen, oplyser Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Klokken 07.15 er den forlængede rejsetid vurderet til mellem 10 og 30 minutter.
Morgentrafikken til og fra det fynske er også udfordret af vejret fredag.
Her varsles der kraftig blæst på Storebæltsbroen. Det medfører, at passage med påhængskøretøjer under 750 kilo er forbudt.
/ritzau/




