Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Boston, 28/04/2024 - 04:04

Kampklædt politi rydder propalæstinensiske lejre i USA

På tre amerikanske universiteter har politi ryddet teltlejre, som er opstået som propalæstinensiske protester.

Af: /ritzau/

Politi har lørdag tilbageholdt knap 200 mennesker på tværs af tre amerikanske universiteter, efter at det har ryddet teltlejre på universiteternes campusser. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Teltlejrene er opstået som propalæstinensiske demonstrationer mod krigen i Gazastriben.

Bostons politi tilbageholdt omkring 100 mennesker, imens det ryddede en lejr på Northeastern University. På sociale medier kan man se billeder, hvor kampklædte betjente læsser telte på ladet af en bil.

Politiaktionen skete som følge af, at nogle af demonstranterne tyede til "fjendtlige antisemitiske udtalelser, inklusiv "dræb jøderne"", skriver Northeastern University på det sociale medie X.

På Arizona State University anholdt politi 69 mennesker for ulovlig indtrængen, efter at gruppen satte en "uautoriseret lejr" op på campus.

Også på Indiana University blev der anholdt demonstranter. Her blev 23 mennesker tilbageholdt, skriver studenteravisen Indiana Daily.

/ritzau/

Malmø, 11/05/2024 - 13:54

Diskvalifikation kort før Eurovision-finale er aldrig sket før

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ole Tøpholm, mangeårig Eurovision-kommentator, kalder hollandsk udelukkelse for en skandale.

Det er aldrig før sket, at en deltager er blevet diskvalificeret så tæt på finalen i Eurovision.

Sådan lyder det fra Ole Tøpholm, som i mange år har kommenteret showet for DR, efter at den hollandske deltager, Joost Klein, lørdag er blevet diskvalificeret.

- Man kan konstatere nu, at det er en kæmpe skandale. Oven i al den anden støj på linjen og politisk debat der har været, så var en personsag ikke det, som Eurovision havde brug for, siger han.

Joost Klein er blevet diskvalificeret, efter at der har været en hændelse, som politiefterforskes. Ifølge Eurovision overskrider hændelsen deres retningslinjer for adfærd.

Flere medier har fået bekræftet af svensk politi, at man har undersøgt en sag om ulovlige trusler. Svensk politi har ikke bekræftet, at sagen handler om, at Klein skulle have fremsat trusler.

- Nu har vi i månedsvis diskuteret Israels deltagelse, og så kommer der også sådan en sag, som skaber yderligere flimmer, siger Ole Tøpholm.

Han forventer ikke, at sagen vil blive bragt op ved lørdagens finaleshow.

- Jeg tror, at svenskerne kommer til at gøre sig umage med at holde en fest på tværs af landegrænser, og så gennemfører man bare det samme show med 25 sange i stedet for 26, siger han.

Der var i forvejen et stort sikkerhedsopbud ved Eurovision, som i år bliver afholdt i Malmø.

Det skyldes, at der i månedsvis har været heftig debat om, hvorvidt krigen i Gaza skulle betyde, at Israel skulle udelukkes fra konkurrencen.

Ifølge Ole Tøpholm er der dog stadig flere ubekendte, selv om de svenske værter formentligt vil gennemføre showet som planlagt.

Man kan ikke på forhånd sige noget om, hvordan publikums reaktioner på showet vil være, eller om deltagerne kan finde på at gøre noget i løbet af finalen.

Han henviser blandt andet til, at der blev buhet af chefen for arrangøren EBU, da der fredag blev holdt generalprøve.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 11/05/2024 - 13:37

Diskvalifikation kort før Eurovision-finale er aldrig sket før

Ole Tøpholm, mangeårig Eurovision-kommentator, kalder hollandsk udelukkelse for en skandale.

Det er aldrig før sket, at en deltager er blevet diskvalificeret så tæt på finalen i Eurovision.

Sådan lyder det fra Ole Tøpholm, som i mange år har kommenteret showet for DR, efter at den hollandske deltager, Joost Klein, lørdag er blevet diskvalificeret.

- Man kan konstatere nu, at det er en kæmpe skandale. Oven i al den anden støj på linjen og politisk debat der har været, så var en personsag ikke det, som Eurovision havde brug for, siger han.

Joost Klein er blevet diskvalificeret, efter at der har været en hændelse, som politiefterforskes. Ifølge Eurovision overskrider hændelsen deres retningslinjer for adfærd.

Flere medier har fået bekræftet af svensk politi, at man har undersøgt en sag om ulovlige trusler. Svensk politi har ikke bekræftet, at sagen handler om, at Klein skulle have fremsat trusler.

Ole Tøpholm forventer ikke, at sagen vil blive bragt op ved lørdagens finaleshow.

Eurovision afholdes i år i Malmø.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

FAKTA: Købestop i køleskabet

* Købestoptankegangen kan overføres til dit madbudget. 

* Du kan for eksempel udfordre dig selv ved at udskyde handledagen, en dag længere end du plejer at gøre. Dermed tvinger du dig selv til at finde ud af, hvad du kan lave af måltider med det, du allerede har.

* Vend din madplanlægning på hovedet. I stedet for at planlægge måltider med udgangspunkt i en opskrift i en kogebog, eller hvad din mave rumler efter, så kig i stedet i køleskabet, og planlæg ud fra, hvad du finder derinde.

Kilde: Jane Ibsen Piper, der er forfatter til flere bøger om hverdagsøkonomi og indehaver af facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

Få mere luft i hverdagen med et købestop

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er penge at spare og tid at vinde ved at kigge kærligt på dit klædeskab og bruge det tøj, du allerede har på nye måder i stedet for at shoppe nyt.

Køber du mindre, får du ikke blot flere penge på kontoen, men også mere luft i livet.

Den overbevisning abonnerer Jane Ibsen Piper på. For ti år siden besluttede hun sig for ikke at købe mere nyt tøj.

Udfordringen ledte til en omvæltende livsstilsændring, hvor alt unødvendigt forbrug blev skåret fra med det mål at frigive tid og ressourcer til det, der er vigtigt for hende og resten af familien.

- Jo mere, jeg fjernede, jo nemmere blev det at køre vores hjem. For jo færre ting, vi har, jo mindre tid bruger vi på at rydde op, og der kommer på den måde en mere let energi i huset, fortæller Jane Ibsen Piper, der står bag flere bøger om hverdagsøkonomi.

Derudover deler hun løbende gode spareråd i facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

Hendes første råd til dig, der gerne vil afprøve et købestop, er, at du gør op med dig selv, hvorfor du ønsker det.

- Tænk over: "Hvorfor vil jeg gerne spare penge? Er det, fordi jeg gerne vil være gældfri. Er det, fordi jeg gerne vil ændre karriere?". Der skal være en stærk forankring i, hvorfor du gør det, så du er motiveret, siger Jane Ibsen Piper.

Når du har din forankring på plads, kan du begynde at udfordre dig selv og din pengepung.

Bestem dig for en vis periode, hvor du vil holde en købepause på for eksempel tøj. Åbn så skabet, og brug noget tid på at finde ud af, hvad du rent faktisk har på bøjlerne.

- Jeg har kørt et initiativ, der hedder kram klædeskabet, som appellerer til, at vi i stedet for at fylde nyt i klædeskabet tager en pause og prøver bare at bruge det, vi allerede har.

Gennemgå dit tøj, og overvej, om det kan bruges på nye måder. Skal noget af det sys om eller lægges op.

- Den kreative muskel kommer i spil. Når du ikke kan gå ud og købe nyt, bliver du tvunget til at tænke over, hvad du kan gøre i stedet for.

Det handler om at skære garderoben ned til at bestå af udelukkende yndlingstøj, som du med glæde bruger igen og igen.

- Jeg sørger for at holde det pænt. En syning, der går op, skal bare fikses med det samme. Der skal være en følelse af, at det bare spiller, siger Jane Ibsen Piper og uddyber:

- Det skal ikke føles usselt. Så forsvinder hele pointen. Du skal åbne skabet og se tøj, som du har lyst til at tage på, og som du holder ved lige.

Hun bruger derfor hellere penge på at få tilrettet yndlingsbukserne hos en skrædder end at købe et par nye.

- Hvis det sidder dårligt, så få det rettet til og ellers afsted med det til genbrug.

I begyndelsen af dit købestop bør du dog være beredt på, at du skal igennem en proces, hvor du skal øve dig i at modstå fristelser, understreger Jane Ibsen Piper.

- De første par udsalg var svære for mig. Der var januarudsalg og sommerudsalg, og jeg fik nyhedsbreve i indbakken med gode tilbud, som fik mig til at føle, at jeg gik glip af noget. Det skulle jeg lige over, siger hun og fortsætter:

- Nu har jeg ingen idé om, hvornår der er udsalg, eller hvad der er moderne. Jeg er hoppet af det hamsterhjul, og det er den største glæde for mig at have ro i stedet for hele tiden at jagte et eller andet nyt.

Og Jane Ibsen Piper Ibsen ryster altid på hovedet, når hun bliver spurgt, om ikke hun savner at forkæle sig selv med en shoppetur.

- Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg har bare et klædeskab med tøj, jeg elsker at have på, og som har en historie, og som føles som "mig". Og så har jeg masser af penge tilovers på kontoen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek