København, 15/04/2025 - 21:07
Venstre vil lade borgere skyde problemulve
Troels Lund Poulsen er tirsdag i Varde, som har været hårdt plaget af ulveangreb den seneste tid.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dele af Jylland er plaget af ulve, og det skal derfor være muligt at skyde problemulve, som angriber får.
Det mener Venstre-formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som tirsdag aften er på besøg i Varde, hvor lokale fåreavlere har været hårdt plaget af ulveangreb.
- Vi kan ikke acceptere, at familier og fåreavlere i store dele af Jylland skal leve i frygt for, hvor ulven slår til næste gang, siger Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.
Han foreslår at ændre loven, så Danmark indfører samme regler som i Sverige, hvor man må skyde ulve, der angriber husdyr eller befinder sig i indhegnede områder beregnet til husdyr.
- Vi skal have trygheden tilbage, og vi skal sikre, at vores fåreavlere ikke længere skal gå i frygt for at få lemlæstet deres dyr, siger Troels Lund Poulsen.
Danmark er bundet af EU-lovgivning, som dikterer, at ulven er "strengt beskyttet".
Det betyder, at Danmark kun må tillade skydning af ulve, som er kategoriseret som problemulve. Det er ulve, som gentagne gange angriber husdyrhold eller kommer for tæt på byerne.
EU-lov siger, at man kun må skyde problemulve, men definerer ikke, hvornår en ulv er en problemulv. Det er op til medlemslandene - som Danmark - selv at bestemme, hvor strenge kriterierne skal være.
Det er ifølge danske regler ikke nok, at en ulv bliver stemplet som problemulv, før den må skydes.
Den skal også være "bag et ulvesikkert hegn eller i nærheden af et ulvesikkert hegn efter et angreb" på husdyr. Det har Jyllands-Posten beskrevet.
Samtidig skal der også være "fuld sikkerhed for, at der er tale om den rigtige ulv, før den skydes". Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som er den ansvarlige myndighed for ulve i Danmark.
Forslaget er et skridt på vejen, men slet ikke godt nok, hvis man spørger Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg.
- Det er som om, at hvis Troels Lund ikke har fået øjnene op, så i hvert fald har lukket det ene øje op og kan se, at det er et meget stort problem, siger hun.
Står det til Danmarksdemokraternes formand skal samtlige ulve i Danmark skydes. Det strider dog imod EU-lovgivningen på området.
Troels Lund Poulsen udtaler sig som Venstres formand og ikke på vegne af regeringen, som endnu ikke er kommet med et færdigt bud på en løsning.
Han uddyber til TV Syd, som er til stede under hans besøg, at han ikke har en fuldstændig færdig model med, men at tiden er inde til at tænke anderledes.
I en skriftlig kommentar siger minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S), at han arbejder på at gøre det nemmere at regulere ulve, som kommer for tæt på mennesker og husdyr.
- Det indbefatter også at ændre dansk og europæisk ulvelovgivning, skriver han.
Ministeren forholder sig i den skriftlige kommentar ikke direkte til meldingen fra Venstres formand.
En ulv kan dog reguleres i Danmark, hvis Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø giver dispensation til det, fordi der er tale om en problemulv.
Men en sådan dispensation er aldrig blevet givet.
En ulv kan blive stemplet som en problemulv af myndighederne, hvis den eksempelvis mangler instinktiv skyhed over for mennesker eller angriber husdyr bag ulvesikret hegn flere gange.
Der har gennem længere tid været politisk debat om den danske ulvebestand. Blandt andet efter der er i år blev registreret det første ulveangreb bag et ulvesikret hegn.
Antallet af ulve i Danmark er vokset år for år siden artens genindvandring for 13 år siden.
/ritzau/