Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 27/07/2024 - 13:41

Sjældent grundstof fundet i rester fra Tycho Brahes laboratorie

Forskere har fundet spor af grundstoffet tungsten i genstande fra Tycho Brahes kælder på Uranienborg.

Niels-Henrik Jensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det sjældne metal tungsten er blevet fundet i skår fra glas og keramik, der menes at stamme fra den danske videnskabsmand Tycho Brahes laboratorie.

Bag fundet står to danske forskere, der kalder det ganske uventet.

Det skriver de i et studie, der for nylig er blevet udgivet i tidsskriftet Heritage Science.

Fundet har overrasket forskerne, fordi tungsten først blev opdaget lang tid efter Tycho Brahes død i 1601.

Grundstoffet kaldes også wolfram og findes i det periodiske system under bogstavet W.

- Tilstedeværelsen af W er ganske ejendommelig og uventet. Tungsten i sin rene form var ikke kendt af alkymister på Brahes tid.

- Det blev først opdaget som et nyt element og isoleret som et metal i slutningen af det 18. århundrede, skriver Kaare Lund Rasmussen og Poul Grinder-Hansen i den videnskabelige artikel.

De kommer henholdsvis fra Syddansk Universitet og Nationalmuseet.

Tycho Brahe er blandt de mest kendte videnskabsmænd i danmarkshistorien.

Han boede i en årrække på øen Hven i Øresund, som han havde fået af Frederik 2.

Kongen havde også givet videnskabsmanden midler til at opføre Uranienborg på øen, som han brugte som bolig og observatorie.

I kælderen lå et kemisk laboratorie, hvor Tycho Brahe udførte forskellige forsøg. Det er her, at skårene med tungsten menes at komme fra.

Uranienborg blev revet ned i 1601. Siden har man fundet skårene under en udgravning, der stod på mellem 1988 og 1990.

Det står ikke klart, hvorfor grundstoffet tilsyneladende har fandtes i Brahes laboratorie.

Ifølge forskerne kan det være en ren tilfældighed. Tungsten findes naturligt i forskellige mineraler, og Tycho Brahe kan have isoleret det i en kemisk proces uden at opdage det.

Det kan dog også hænge sådan sammen, at videnskabsmanden var klar over, at han havde med et nyt grundstof at gøre, men ikke delte sin viden med nogen, lyder det fra forskerne.

Tungsten er blandt andet kendt for at have det højeste smeltepunkt af alle kendte metaller.

Stoffet bruges blandt andet i elektroder. Det findes også i metalkuglen i nogle kuglepenne.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek