Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/08/2025 - 13:35

Gæster indtager Smukfest med reserverede campingpladser

Søndag åbner Smukfest for festivalens campingområde. Det officielle musikprogram begynder onsdag.

Af: /ritzau/

De første campister begynder at indtage dette års Smukfest på reserverede pladser.

Søndag klokken 14 åbner campingområderne Skovlunden og KærligHeden, og for første gang har gæsterne i år kunnet reservere plads til telte i det område af KærligHeden, der hedder Mark 1.

Ifølge Smukfests sikkerhedschef, Thomas Rydahl, kan det være en af årsagerne til, at der i år er færre gæster, som er mødt op fra morgenstunden for at få et sted af slå deres telte op.

- Det gør det meget mere enkelt for dem, der skal bo derude. Nu ved de, at de har en plads, siger sikkerhedschefen.

I flere uger har festivalens ansatte arbejdet på at forberede campingområdet, og nu er det klar til at blive indtaget af en masse glade festivalgæster.

- Vi forventer, at der kommer mellem 9000 og 11.000 gæster i dag, siger Thomas Rydahl.

Festivalens officielle musikprogram begynder først onsdag, men fra søndag til tirsdag vil der også være koncerter på scenen "Live Camp".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek