Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/06/2026 - 05:48

Avisledere savner konkret finansiering i regeringsgrundlag

Finansiering af gaver til venstrefløjen bliver i sidste ende dét, regering bliver målt på, lyder det i leder.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der mangler flere steder i det regeringsgrundlag, der tirsdag blev præsenteret, konkret finansiering, og det er uklart, hvor regningen lander.

Sådan lyder budskabet fra en række lederskribenter i landets aviser onsdag.

De kommer, efter at grundlaget for Danmarks kommende regering tirsdag eftermiddag blev præsenteret af den nye SSFMR-regerings fire partiledere.

Ved første øjekast kan man blive betaget af regeringsgrundlaget, der næsten føles som en slikbutik, hvor børnene har fået lov til at vælge frit, skriver Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen.

Mens nogle bebudede skattereformer er blandt de områder, som er formuleret mest konkret, er der også meget, som er "pakket ind i hensigtserklæringer og syltekrukker", skriver han.

- Det er helt uigennemskueligt, hvad planen samlet set får af følger for Danmarks økonomi. Talrige gange formuleres det så uldent, at alt det gode, man gerne vil, finansieres løbende.

Der står samtidig nærmest ikke noget om udlændingepolitik, skriver chefredaktøren, der vurderer, at dét for den blå opposition kan blive et angrebspunkt.

Også hos Jyllands-Posten mener lederskribent Jette Elbæk Maressa, at det er uklart, hvad regeringsgrundlaget vil koste for Danmark.

- Sagt lige ud: Hvis pengene ikke findes, fordufter løfterne, og en del tyder på, at de borgerlige partier er tiltænkt rollen som dem, der skal være med til at finde penge, når regeringens løfter skal føres ud i livet, skriver hun.

Det betyder dog ikke, at regeringsgrundlaget er af en karakter, så det kan kasseres, lyder det.

- For det indeholder også intentioner på forsvars- og EU-politik, som det må have været en bedrift at få Enhedslisten til stiltiende at synke. Og det kan vise sig i sig selv at være en styrke.

Enhedslistens aftryk får også af Kristeligt Dagblads opmærksomhed.

Her skriver ansvarshavende chefredaktør Jeppe Duvå under overskriften "Ny regering har en formel til at gøre Enhedslisten glad", at venstrefløjen har fået mulighed for at fremstille det hele som en stor sejr.

Blandt andet kaldes den betingede genindførsel af Store bededag en "indtil videre gratis, men flot kreation", designet til at stråle i SF og Enhedslistens forenede udstillingsvinduer.

- De mange gaver til venstrefløjen skal finansieres. På et eller andet tidspunkt. Og hvordan det kommer til at ske, er nok det, som konsonantregeringen, Løkkeposen eller hvad den nye regering nu vil blive døbt i folkemunde, til syvende og sidst vil blive vejet på.

At regeringen vil skabe et "prioriteringsrum" hen ad vejen er en foruroligende tilgang, fastslår også JydskeVestkystens seniorredaktør, Peter Orry.

- Det eneste, vi stort set ved, er, at regeringen vil bruge rigtig mange penge. En del - som tandlæger og offentlig transport - skal nu være "gratis". Som om det begreb findes, skriver han.

I Politiken mener ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen, at der er mange gode takter i det nye regeringsprogram.

Han nævner klimapolitikken, et nationalt sprøjteforbud og nulmoms på frugt og grønt som eksempler.

Til gengæld virker blandt andet planen om at genindføre Store bededag som panik før åbningstid, og regeringsgrundlaget bærer således præg af de svære forhandlinger, det har krævet at skabe politisk samling.

- Ikke nogen nem opgave, hvilket afspejles i et regeringsprogram, hvor de enkelte partiers ofte ufinansierede mærkesager træder tydeligt igennem og ofte parkeres i kommissioner og arbejdsgrupper.

Også Ekstra Bladet giver onsdag lederplads til regeringsgrundlaget.

Det sker med fokus på SF og formand Pia Olsen Dyhr, som ifølge ansvarshavende chefredaktør Knud Brix har måttet bøje sig meget dybt for at kunne samle nøglerne til ministerbilerne op.

- Under valget lovede SF-formanden højt og helligt at "tilbagerulle de skæve skattelettelser", som midterregeringen havde indført. Nu har hun i sin regeringsbrunstighed accepteret de mest utrolige ting for en folkesocialist, skriver han.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek