Sydney, 16/08/2026 - 04:51
Australsk delstat er klar med ordning for tilbagekøb af våben
Fra november vil indbyggere i New South Wales blive kompenseret økonomisk for indlevering af skydevåben.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ordning med tilbagekøb af våben vil i november træde i kraft i den australske delstat New South Wales.
Det siger Australiens premierminister, Anthony Albanese, søndag morgen på et fælles pressemøde sammen med delstatens premierminister, Chris Minns.
Ordningen er et af flere tiltag, der er blevet iværksat i Australien efter et skyderi i december ved en jødisk festival på Bondi Beach i storbyen Sydney, hvor 15 mennesker blev dræbt.
- I dag handler den føderale regering og delstatsregeringen i New South Wales for at få våben væk fra gaderne.
- Vores regeringer går nu videre med den nationale ordning for tilbagekøb af våben, og New South Wales bliver den første delstat, der tager ordningen i brug den 2. november, siger Albanese.
Australiens regering besluttede i januar, at man ville skærpe landets våbenlovgivning og øge indsatsen mod antisemitisme, skriver nyhedsbureauet Reuters. Det skete netop som en reaktion på skyderiet i Sydney, der er Australiens største by.
De to formodede gerningsmænd brugte under angrebet kraftige skydevåben, der var anskaffet på lovlig vis.
Ifølge den australske regering var der sidste år 4,1 millioner skydevåben i landet. 1,1 million af dem befandt sig i New South Wales, hvor storbyen Sydney ligger.
Ordningen ventes at være den største indsats for tilbagekøb af våben siden 1996, hvor Australien slog ned på skydevåben i kølvandet på et skyderi, hvor 35 mennesker blev dræbt i Port Arthur på øen Tasmanien.
Albanese siger på pressemødet søndag, at der i dag er flere skydevåben i Australien, end der var, da tilbagekøbsordningen blev gennemført efter skyderiet i 1996.
Personer, der indleverer skydevåben, vil blive kompenseret med op til 1000 australske dollar per våben, hvilket svarer til lige knap 4600 kroner. Ordningen er finansieret af den føderale regering og delstatsregeringen.
RITZAU




