Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beirut, 17/09/2024 - 22:20

Personsøgere eksploderer og sårer 4000 personer i Libanon

Hizbollah beskylder Israel for at stå bag sprængte personsøgere i hele Libanon. Israel har ikke kommenteret.

Aziz Taher/Reuters

Af: /ritzau/

4000 personer er blevet såret, efter at personsøgere, som blandt andet medlemmer af den libanesiske Hizbollah-milits bruger til at kommunikere, er eksploderet.

Der er desuden mindst 11 døde. 400 af de sårede er i kritisk tilstand.

Det siger en rådgiver for Libanons sundhedsminister Bassem Ghanem ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge sundhedsminister, Firass Abiad, er de fleste skader sket i ansigter og på hænder og maver.

I en udtalelse bekræfter Hizbollah selv, at personsøgere, der tilhører deres medlemmer, er eksploderet.

Hvad der ligger bag eksplosionerne, er endnu uklart. Hizbollah er i gang med at undersøge årsagen.

Den libanesiske bevægelse anklager i en udtalelse Israel for at stå bag. Israel vil få en "passende straf", lyder det fra Hizbollah ifølge Reuters.

Det israelske militær har ikke kommenteret hændelserne.

Det er uklart, hvor mange medlemmer af Hizbollah der er ramt, og hvem der ellers er blandt de sårede.

Ifølge det iranske nyhedsbureau Mehr er Irans ambassadør i Libanon, Mojtaba Amani, blandt de sårede. Det skriver Reuters.

Der er til gengæld ikke sket noget med Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah. Det fortæller en kilde i Hizbollah til Reuters tirsdag aften.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er detonationerne sket flere steder i Libanon.

Det statslige nyhedsbureau i Libanon melder ifølge BBC om eksplosioner i de sydlige forstæder til hovedstaden Beirut samt i en række andre områder.

Også i nabolandet Syrien er i hvert fald 14 personer, hvis nationaliteter er ukendte, kommet til skade. Det oplyser ngo'en Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) ifølge AFP.

En kilde tæt på Hizbollah siger til AFP, at nogle af bevægelsens medlemmer var blevet såret efter eksplosioner i personsøgere i Syrien. Men vedkommende oplyser ikke hvor mange.

Tre sikkerhedskilder oplyser til Reuters, at personsøgerne er nye modeller, som Hizbollah har indkøbt over de seneste måneder. Men det er uklart, præcis hvilken slags apparater der er tale om.

En Hizbollah-embedsmand, der taler med Reuters på betingelse af anonymitet, kalder det "det største sikkerhedsbrud", som gruppen har været udsat for i næsten et års krig mod Israel.

Hizbollah-bevægelsen er i besiddelse af Libanons mest kraftfulde styrke. Bevægelsen har gode forbindelser til Hamas.

En dag efter Hamas-angrebet på Israel 7. oktober eskalerede situationen ved grænsen til Israel, da Hizbollah beskød israelske positioner i solidaritet med palæstinenserne.

Iran er Israels nok største fjende i Mellemøsten. Det iranske styre er allieret med Hamas i Gaza såvel som med Hizbollah.

Eksplosionerne tirsdag følger i kølvandet på en beslutning truffet af Israels premierminister Benjamin Netanyahus sikkerhedskabinet mandag aften.

Her blev det besluttet, at Israel udvider sit mål med krigen i Gaza til også at inkludere, at folk, der er blevet evakueret fra det nordlige Israel ved grænsen til Libanon, kan vende tilbage til området.

Angreb langs grænsen er løbende blevet intensiveret.

/ritzau/

København, 16/11/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Nicolai Jørgensen

* Nicolai Jørgensen er født 8. april 1990 i Odense.

* I teenageårene spillede han volleyball på højt niveau, men brækkede ryggen efter et uheldigt fald. Efterfølgende sagde han farvel til sportskarrieren og opdagede glæden ved skuespil.

* Nicolai Jørgensen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2018, og allerede året efter modtog han Reumerts Talentpris. I 2021 blev han tildelt Ove Sprogøe Prisen.

* Den 35-årige skuespiller er kendt fra DR-serien "Carmen Curlers", komediedramaet "Hygge" og TV 2-serien "Dag & nat".

* Han har desuden medvirket i både revy, teaterstykker og musicals som skuespiller.

Kilder: One & Only Musicals og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/11/2025 - 08:00

DR-stjerne har taget vaner med fra Carmen Curlers: Det slider lidt på kroppen

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nicolai Jørgensen har gennem tre sæsoner lagt krop og sjæl i Frans fra "Carmen Curlers", og han bliver kun mødt med kærlighed fra den anden side af skærmen.

Seere af DR's "Carmen Curlers" har omfavnet Nicolai Jørgensen på en måde, han slet ikke havde forudset, da han i sin tid takkede ja til rollen som frisøren Frans, der i den populære dramaserie er med til at gøre den elektriske papillot til en vaskeægte salgssucces i 1960'erne.

- Jeg har fået så meget kærlighed. Det er helt vildt ofte, at jeg har mødt folk - typisk i byen - som bare kommer hen og spørger, om de må få et kram. Det må de selvfølgelig gerne, og så står man der og krammer lidt, fortæller den 35-årige skuespiller.

De krammende fans har bare brug for at sige tak, siger han. Tak for at fortælle historien om en mand, der kæmper en indre kamp med først at blive bevidst om sin seksualitet, og som i den tredje og sidste sæson endelig står ved den og dermed sig selv.

For Nicolai Jørgensen fyldte det meget i arbejdet med rollen, om han som heteroseksuel mand var i stand til at portrættere den rejse, så den ræsonnerede med seerne på den anden side af tv-skærmen.

- Jeg fandt ud af med det her arbejde, at så længe man er respektfuld, årvågen og virkelig er på undersøgelse i den historie, man skal fortælle, så kan man sagtens fortælle den, så den gør, det, den skal - at folk kan spejle sig i den, siger han og fortsætter:

- Der er mange af de ting, Frans gennemgår, som sagtens kan forankres nede i mig og en masse andre mennesker. Det her med at føle sig forkert, føle sig skamfuld over, hvem man er - at føle sig udenfor. Det er følelser, jeg kender, og følelser, de fleste kender.

Frans betyder noget særligt for Nicolai Jørgensen, fordi han har tilbragt så lang tid med rollen. Gennem fire år har han lagt sin sjæl i arbejdet med karakteren, og Frans har helt fysisk sat et aftryk i ham.

- Det slider lidt på ens private krop. Man får nogle vaner, man ikke havde før. Helt teknisk så har Frans et andet tyngdepunkt i kroppen, end jeg har. Så man skal ligesom finde sit eget anker igen. Det er ikke noget, der som sådan er besværligt - man skal bare lige gøre det. Fordi når man låner sin krop ud, så glemmer man nogle gange, hvordan ens private krop hænger sammen, fortæller skuespilleren.

Undervejs har han også til tider været frustreret over Frans og hans indre kampe.

- Frans og jeg er meget forskellige mennesker. Han holder det hele inde på en eller anden måde. Det var af og til lidt hårdt. Nogle gange havde jeg lyst til at ruske ham og være sådan: "Sig fra, sæt en grænse". Så på den måde har vi også udfordret hinanden lidt.

Sliddet sætter sig derfor ikke kun fysisk, understreger Nicolai Jørgensen. Han peger på, at han som skuespiller gerne vil afstå fra "at spille", men i stedet altid forsøger at finde frem til noget ægte indeni ham selv at tage udgangspunkt i.

- Når man slår et hul ind til det, kan det godt oversvømme en lidt, fordi man jo trigger nogle ting i sig selv, som er ægte. Så er det vigtigt, at man bagefter kan gå ud af det igen.

Men trods en øget tyngde i både krop og sind vil han ikke bytte sin levevej for noget.

- Jeg ville gøre det gratis - jeg ville gøre det uden at få penge for det. Jeg tror, det er det, der gør det det hele værd, lyder svaret prompte fra skuespilleren, der nu siger farvel til Frans, men han giver ikke helt slip på ham endnu.

Han føjer nemlig en del af Frans' elegante garderobe til sit eget private klædeskab.

Næstsidste afsnit af "Carmen Curlers" sendes på DR1 på søndag klokken 20.00. Afsnittet kan allerede ses på DRTV.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/11/2025 - 07:00

FAKTA: Hvad er elektrolytter?

* Elektrolytter er mineraler, der har en elektrisk ladning. De spiller en rolle for blandt andet kroppens væskebalance, nerver og muskler.

* Kroppen har brug for at erstatte de elektrolytter, den mister gennem afføring, urin og sved. Generelt får du dog rigeligt med elektrolytter gennem en sund og varieret kost.

* Overforbrug kan medføre bivirkninger som maveproblemer eller forhøjet blodtryk. Derfor bør du følge anvisningen på indpakningen.

* Hvis du udøver længerevarende hård træning eller fysisk aktivitet, kan elektrolytdrikke have en positiv effekt på udholdenheden, da risikoen for at dehydrere er lavere. De kan også være til gavn, hvis man sveder meget.

* Elektrolytter indeholder natrium, kalium, calcium og magnesium, der blandt andet findes i fødevarer som salt, kartofler, frugter, grøntsager, mejeriprodukter, fuldkorn og bælgfrugter.

* Mangel på elektrolytter kan forstyrre væskebalancen og føre til hovedpine eller svimmelhed. Det er dog en sjældenhed, at raske personer, der spiser sundt og varieret, oplever elektrolytmangel.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/11/2025 - 07:00

Populær brusetablet lokker både atleter og festaber

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Elektrolytter kan hjælpe på at holde væskebalancen ved lige, og blandt andet derfor tyer mange til tabletterne, hvis den har fået, så hatten passer.

Hvis du har drømt om et mirakelmiddel mod tømmermænd dagen derpå, er du næppe alene. Og ser man på salgstallene, kunne elektrolytter ligne en vinder.

Hos Matas er salget af brusetabletterne nemlig firdoblet de seneste tre år, oplyser kæden til TV 2.

Og det er ikke decideret forkert, at tabletterne kan have en effekt, siger Majke Jørgensen, der er ernæringsfysiolog hos Team Danmark.

- I teorien kan man godt sige, at elektrolytter kan modvirke effekten af tømmermænd, fordi alkohol er vanddrivende. Så hvis du laver et stort glas vand med elektrolytter, før du går i seng efter en bytur, kan det gøre, at du vågner mindre dehydreret.

- Du kan få en lignende effekt ved at drikke et glas vand rørt op med salt, men det er måske ikke lige det, man har mest lyst til. Så det er jo logisk nok, at elektrolytter er mere populære, siger hun.

Elektrolytter er rige på mineraler og hjælper kroppen med at holde væskebalancen ved lige. Derfor kan det være effektivt for udholdenheden, når du er aktiv og sveder meget.

Det forklarer professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet Lene Niemann Nejsum.

- Når elektrolytter opløses i vand, får de en elektrisk ladning og indgår i mange af kroppens funktioner. De er vigtige for nyrernes væskeoptag, musklernes sammentrækning, og at nerverne kan sende signaler.

- Hvis du har en sund og varieret kost, får du naturligt de elektrolytter, du har brug for. Tabletternes formål er i højere grad at supplere med salt i situationer før længerevarende fysisk aktivitet, hvor der kan være brug for ekstra tilførsel, siger hun.

Når man sveder eller drikker alkohol, mister man meget salt i kroppen, og det er elektrolytterne et godt middel til at modarbejde.

- Da salte er nødvendige for at opretholde kroppens væskebalance, kan det derfor give mening at supplere, hvis du har tømmermænd.

- En kombination af salt og sukker er den mest effektive måde at genoprette væske- og saltbalancen på, hvis du er dehydreret, forklarer Lene Niemann Nejsum.

Majke Jørgensen forklarer dog, at formålet med elektrolytter er at holde dig hydreret inden fysisk aktivitet frem for at være den hellige gral, når du har ondt i håret.

- Hvis du skal ud og løbe et maraton eller dyrke sport, hvor du ved, at du kommer til at svede meget, og det ikke ligger i kortene at kunne drikke en masse undervejs, er det vigtigt at sørge for, at du er velhydreret.

- Derfor kan det være meget smart at ty til elektrolytterne som en del af forberedelserne dagen før. På den måde kan du minimere risikoen for at dehydrere undervejs, fortæller hun.

Det er ikke på samme måde effektivt, mens du dyrker sport, så der er ingen grund til at fylde drikkedunken op med elektrolytter. Der vil det være mere gavnligt for dig at drikke for eksempel saftevand eller iste i stedet.

- Når jeg har været ude og undervise børn, der dyrker elitesport, har jeg sommetider oplevet forældre, der tænker, at det er vigtigt, at junior får elektrolytter med til fodboldtræning to gange om ugen. Der er det altså rigeligt fint bare at drikke vand eller saft, mens du er aktiv, siger Majke Jørgensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek