Stockholm, 14/07/2025 - 16:54
Sverige foreslår aldersgrænse på 70 år for indkaldelse af officerer
En undersøgelse om, hvordan det svenske forsvar kan styrkes er blevet fremlagt og overleveret til minister.
John Thys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/TT
Svenske officerer skal fremover kunne indkaldes til værnepligtstjeneste, frem til at de fylder 70 år. I dag ligger grænsen på 47 år.
Det er et af forslagene i en undersøgelse, som generalmajor Roland Ekenberg har ledet, og som er blevet overleveret til den svenske regering.
Det skriver nyhedsbureauet TT.
Forslaget om at hæve aldersgrænsen for indkaldelse af officerer gælder tidligere officerer og reserveofficerer.
Ekenberg har begrundet forslaget med det svenske forsvares stigende behov for officerer.
- Vi ønsker at udnytte de færdigheder, som en officer har tilegnet sig under sin uddannelse og tjeneste, har Roland Ekenberg sagt på et pressemøde mandag.
Her overleverede han undersøgelsen til forsvarsminister Pål Jonson.
Undersøgelsen har kigget på, hvordan brugen af personaleressourcer kan forbedres på forskellige måder med det formål at styrke forsvarets udholdenhed og tilgængelighed.
Det foreslås desuden, at det daglige beløb, værnepligtige får, stiger til 288 svenske kroner om dagen - omkring 190 danske kroner. Siden 2017 har beløbet ligget på 146 svenske kroner - knap 100 kroner.
Ifølge Ekenberg har fokus været på tiltag, der kan implementeres hurtigt og uden større undersøgelser.
- Vores udgangspunkter er naturligvis, at vi er i en vækst- og oprustningssituation, og at vi har en omverden, hvor Europa er i krig, sagde han med henvisning til krigen i Ukraine.
Krigen har stået på siden februar 2022, hvor Rusland indledte en fuldskalainvasion af nabolandet.
Sverige har siden krigens begyndelse støttet Ukraine militært, ligesom landet har fokus på egen oprustning.
Derudover blev det få måneder efter krigens begyndelse formelt besluttet, at Sverige ville søge om medlemskab af forsvarsalliancen Nato. Det samme gjaldt Finland - forinden havde de to lande nærmet sig Nato over en årrække.
Finland blev medlem af alliancen i 2023, mens Sverige blev det året efter.
/ritzau/TT