Teheran, 20/06/2025 - 16:38
Flere lande lukker ambassader i Iran og evakuerer ansatte
Australien er blandt de seneste lande til at beordre medarbejdere på ambassaden til at forlade Teheran.
Af: /ritzau/
Flere lande har midlertidigt valgt at lukke deres ambassader i Irans hovedstad, Teheran, og evakuere ansatte på grund af den væbnede konflikt mellem Israel og Iran.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Schweiz, Slovakiet og Australien siger fredag, at de lukker ambassaderne midlertidigt og evakuerer ansatte fra Iran.
- Alle udstationerede medarbejdere har nu forladt Iran og er i sikkerhed, lyder det fra det schweiziske udenrigsministerium i en erklæring og tilføjede, at medarbejderne ville vende tilbage til Teheran, så snart situationen tillader det.
Australien siger, at de lukker ambassaden på grund af et "forværret sikkerhedsmiljø".
- Den australske regering har beordret alle australske embedsmænd og pårørende til at forlade landet, siger Australiens udenrigsminister, Penny Wong, ifølge Reuters.
Storbritannien siger fredag, at landet midlertidigt fjerner al britisk personale fra ambassaden i Teheran. Ambassaden bliver dog fortsat drevet på afstand.
Flere andre lande har allerede suspenderet deres arbejde på landets ambassader i den iranske hovedstad. Det gælder Bulgarien, Tjekkiet, New Zealand og Portugal, skriver Reuters.
Konflikten mellem Israel og Iran blev udløst af israelske angreb på Iran natten til fredag i sidste uge. Siden da har de to lande angrebet hinanden dagligt.
/ritzau/